Turbulens har været allestedsnærværende for TV 2 i 2008. Redningsplan, brugerbetaling, statslån og ét stykke radiostation lagt i graven for blot at nævne enkelte højdepunkter.
Men den netop offentliggjorte Brand Asset Valuator-analyse placerer ikke desto mindre TV 2 som et stærkt dansk mediebrand – især blandt de 18-49-årige. Det skriver omtv2.tv2.dk.
Alle TV 2’s kanaler, hvis man ser bort fra Zulu, og tv2.dk kan notere fremgang i 2008.
– Det siger alt om, hvor stærkt et brand TV 2 er, når man trods et udfordrende år styrker sin position i danskernes bevidsthed, siger TV 2’s programdirektør, Palle Strøm, og fortsætter:
– Jeg tror, det er lykkedes os at kombinere stærke klassiske TV 2-programmer som ”Station 2”, ”Vild med dans” og ”Operation X” med nye. Måske er det vores strategi om at være ”Danmarks største fællesskab”, der viser sig i undersøgelsen.
Brand Asset Valuator er en årlig undersøgelse, som udføres af Bates Y&R og Mediaedge:cia. Undersøgelsen måler mærker og virksomheder på flere parametre: Vitalitet (forstået som særpræg og relevans) og styrke (forstået som anseelse og dominans). Vitaliteten udtrykker vækstpotentialet, mens styrken er et udtryk for den historiske styrke.
Ifølge analysen bevarer hovedkanalen sin position som ”den moderne leder” og opfattes som visionær, energisk, modig, intelligent og som en kanal, der følger med tiden.
Samtidig forbedrer TV 2 sig på særpræg.
– I en tid med mange nichekanaler med hver deres særpræg, er det meget vigtigt, men svært for en stor tv-station som TV 2 at bevare friskheden. Derfor er vi ekstra glade for fremgangen på området særpræg. Vores mål er hele tiden at styrke de unikke TV 2-kendetegn og kanalens vitalitet, uden at det på nogen måde går ud over kvaliteten. Det tror jeg, seerne belønner os for, siger Palle Strøm.
Analysen brudt op på kanaler:

  • TV 2 Zulu: Danmarks mest vitale tv-kanal – trendy, original, visionær og enestående.
  • TV 2 Charlie: God leverandør af ”underholdning i øjenhøjde”. Anderledes, charmerende, sjov og modig.
  • TV 2 News: Sidste års største TV 2-succes. Massiv vækst i relevans og anseelse. Nyttig, energisk, intelligent, fremsynet og pålidelig.
  • Tv2.dk: Danmarks stærkeste mediehjemmeside. Fremgang på både vitalitet og styrke. Relevans, anseelse og dominans.

sm