Det er ikke ofte, den danske marketingbranche er længere fremme end vores amerikanske og engelske kolleger. Men det er faktisk tilfældet, når det kommer til content marketing.

Eller mere præcist hvor stor en del af marketingbudgetterne, der kastes efter content.

Ifølge en ny undersøgelse blandt næsten 200 danske marketingfolk bruges 31 pct. af marketing budgetterne på content marketing-aktiviteter som nyhedsbreve, blogs, videoer og artikler på egne sites og sociale medier.

– Vi er meget overraskede over, at det er så stor en andel. Vi har længe kunnet mærke en kraftigt stigende interesse for content marketing, men vi havde ikke forestillet os, at den generelle spend fx. lå foran UK, som bruger 26 pct., forklarer Jesper Laursen, direktør i content-bureauet Brand Movers, som har lavet undersøgelsen i samarbejde med Huset Markedsføring.

Den endelige rapport er lige på trapperne, og i næste nummer af Markedsføring dykker vi dybere ned i resultaterne. Men allerede nu står det klart, at de 31 pct. dækker over store forskelle mellem virksomheder, der opererer i hhv. B2B og B2C.

Mens B2B virksomhederne hælder 37 pct. af deres kroner i content, gælder det for 22 pct. af B2C-virksomhedernes budgetter. I USA er der ifølge undersøgelser fra Content Marketing Institute også forskel, men den er knapt så stor med hhv. 33 pct. til B2B og 28 pct. til B2C.

– Der er mange forklaringer på forskellen mellem B2C og B2B. For eksempel er traditionelle, brede og dyre medier som dagblade og tv-stationer, hvor almindelige annoncer og reklamer fylder stort set alt, ikke særligt oplagte for B2B. En anden årsag er den lidt mere komplekse salgsproces med flere stakeholders, som B2B er mere præget af, forklarer Jesper Laursen. Han er dog overbevist om, at B2C kunderne følger efter.

– Vi kan se i vores undersøgelse, at over halvdelen af alle B2C-virksomheder vil øge deres spend på content marketing over de næste 12 måneder, mens kun 2 pct. vil bruge mindre.

Selv om vi bruger en større andel end i USA og UK, er content marketing dog fortsat mere udbredt hos vores engelsksprogede venner.

– Ifølge Content Marketing Institute bruger 91 pct. af B2B-virksomhederne content marketing, mens 86 pct. inden for B2C gør det. I UK er det overordnede tal hele 94 pct., mens det i Danmark er knap 82 pct. i alt, slutter Jesper Laursen.