Hvis Parkens revisorer, KPMG, anlægger en forsigtig stil i værdiansættelsen af Parkens aktiver, så blinker selskabets egenkapital rødt. På fredag sender den pressede fritids- og underholdningskoncern årsregnskabet for 2009 på gaden – her vil interessen samle sig om revisorernes arbejde, hvor KPMG skal vurdere værdien af aktiverne i selskabet. Analytiker og medejer af Økonomisk Ugebrev, Morten W. Langer, har analyseret værdierne i Parken, og det er ikke sjov læsning for aktionærerne i Parken Sport & Entertainment. Her skriver Morten W. Langer nemlig følgende:
– Den aktuelle egenkapital i børsnoterede Parken Sport & Entertainment er med meget stor sikkerhed negativ med flere hundrede millioner kroner, hvis man opgør selskabets besiddelser til aktuelle dagsværdier.
Konkret har Økonomisk Ugebrev sammenlignet Parkens feriecentre Lalandia med to udenlandske børsnoterede konkurrenter. Her bruges værdisætningen af lignende aktiver hos konkurrenterne til at regne værdien ud af Lalandia-centrene. Og her opstår der et misforhold mellem den værdi Økonomisk Ugebrev når frem til – og så den værdisætning Parken Sport & Entertainment selv laver i seneste regnskab.
– Økonomisk Ugebrevs analyse viser, at alene Lalandia burde nedskrives med en halv milliard kroner, hvis værdien skulle opgøres til en aktuel markedspris. Samlet har underholdningskoncernen investeret lige over én milliard kroner i Lalandia-aktiviteterne i Billund og Rødby, og de aktuelle værdier er næppe mere end en halv milliard kroner værd i det aktuelle Marked, skriver Økonomisk Ugebrev.
Business.dk