HYPERLINK mailto:pia@markedsforing.dk pia@markedsforing.dk
Moden er gået af mode – og alt er tilladt. Os der stadig forsøger at fortrænge de grimme 80’ere må med gru se på at simili, benvarmere og plastiksmykker igen er blevet trendy. Flere hits fra 50’erne, 60’erne og 70’erne har også længe været inde i varmen, og nu er den sidste bastion faldet – Jaco Form skoene er tilbage.
Trendsetterne har vidst det længe, Jaco Form sko er trendy og gode ved fødderne og hvis man har været til modeshow i Bella Center for nyligt har man kunnet se, at flere af modellerne har båret Jaco Form skoen.
I næste uge vil det blive endnu tydeligere for enhver, for der starter kampagnen for de gamle ”andefødder” med annoncer i de store dagblade og outdoor på S-t ogsstationerne i hele landet.
Baggrunden for kampagnen er, at Jaco Form sammen med Courage EURO RSCG vandt Årets Dagbladsannonce og præmien, der svarer til 1 mio. kr. i indrykninger, og man kan godt sige, at tilfældet er rigtig god timing.
Hvis ikke trendsetterne havde taget Jaco Form skoene på nu, så kunne skoene have gået en langsom død i møde – sammen med dem, der tog skoene til sig i 77 og som stadig sværger til dem, nemlig de tidligere flower power-hashflippere, der nu er blevet midaldrene mænd. Men skæbnen har villet det anderledes. Først kommer trendsetterne, så de early adaptere og så mainstream-folket – og mainstream er netop næste bastion for skoene med plads til at vippe med tæerne.
Det er ikke til at sige, hvorfor trendsetterne pludselig fik øje på Jaco Form, men det kunne godt skyldes det faktum, at alt med indbygget storytelling er blevet interessant. Og historien har Jaco Form skoene, der blev opfundet, produceret og markedsført af to brødre. Det var tilbage i 1977 og skoene blev et hit i en tid, hvor alt handlede om ”peace, love and harmony”. Siden har Jaco Form levet et stille liv, men med en loyal skare af købere, nemlig den før nævnte uddøende race.

Det uforanderlige

Sidste år fik virksomheden ny ejer og han er ikke i tvivl om, at man ville have sat ind rent markedsføringsmæssigt på et eller andet tidspunkt, hvis ikke det havde været for den nuværende og heldige situation med de gratis indrykninger:
– Indtil nu har målgruppen været ”den modne forbruger”, men jeg mener man burde have set på adfærd i stedet for på alder. Derfor bliver skoene nu markedsført overfor de trendy ”modne” forbrugere, hvor alderen er underordnet, siger direktør Jan Berg fra Jaco Form og uddyber:
– Styrken ved skoene er det uforanderlige og det passer meget godt overens med de unge, der i dag søger det oprindelige.
Og Jaco Form skoen ligner da også sig selv fuldstændig, den eneste forandring er forårskollektionen, hvor man også vil kunne få andefødderne i pastelfarver til kvinderne.
Tekstforfatter Mikkel Elung-J ensen fra bureauet bærer selv Jaco Form skoen og han er ikke i tvivl:
– Man har altid kaldt skoene grimme og der findes vist ikke mange sko, som har haft flere øgenavne end Jaco Form. Men hvis man kigger på sko indenfor herremoden i dag, ja, så er de kendetegnet af at være brede med god plads til tæerne. Ligesom de også er mere praktiske end deciderede smukke. Derfor kommer Jaco Form skoen ind på det helt rigtige tidspunkt, og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen bedre sko at gå i, og det siger jeg altså ikke bare fordi kunden er i nærheden, smiler Mikkel Elung-Jensen.
Hos Jaco Form har det også altid været sådan, at man har levet af meget loyale kunder. Og direktør Jan Berg tror da også på de loyalitetsskabende egenskaber:
– Hvis vi får et salg på 30-40.000 sko i år, så tror jeg det er realistisk at forvente, at mindst 3-4.000 vil blive ved med at købe skoene fremover.
I kampagnen, der går i gang i næste uge, tager man fat i fordommene med holdningen ”take it or leave it – vi er da ligeglade”. Nede i hjørnet af annoncerne ser man et par Jaco Form sko og teksten kan lyde i retning af ”Det gode ved at være umoderne er, at man aldrig går af mode” eller ”Ja, de er lidt store. Til gengæld skal det blæse meget før du vælter”. Folkene bag kampagnen er: Planner Erik Sloth, AD Claus Collstrup og Tekstforfatter Mikkel Elung-Jensen, alle fra Courage EURO RSCG.


(illu. er sendt til Lise)