90 pct. kendskab og 60 pct. vilje til at genkøbe. Alligevel er oplaget på Anders Andt sevet i lang tid. Det skal der gøres noget ved, mener Egmont Serieforlags direktør, Christian Samsøe. Han tiltrådte i november og siden er der også kommet en ny marketingchef på Anders And.
Og så har han også foranstaltet et bureau-skifte fra Halbye & Kaag til Leo Burnett.
– Vores konklussion er, at med tal som de ovennævnte, så skal slaget stå i butikkerne, og vi skal gøre mere ved abonnementer. Vi har derfor valgt et bureau, som er mere gearet til den slags aktiviteter, siger Christian Samsøe og tilføjer, at et øget abonnements-salg på 25 pct. siden nytår har medvirket til at stabilisere oplaget.
Der kommer en kampagne i forbindelse med VM i fodbold, men ellers kommer den store relancering først til efteråret.
Hos Leo Burnett glæder direktør Jimmy Maymann sig til at arbejde med “en spændende kunde med en spændende udfordring”. Han kan desuden fortælle, at bureauet også har vundet magasinet Sirene fra Grey København, og at det rent faktisk var herigennem, at kontakten til Egmont Serieforlag blev skabt.
– Sirene har nu været på markedet i et år, og det har givet større viden om målgruppen. På den baggrund er der nogen ting, der har fungeret godt, og nogen, der skal laves om, og det er vi så i gang med, siger Jimmy Maymann. fin