
Inkarnerede Andeby-fans vil vide, at den koleriske, dovne and i matrostøjet – Anders And – for første gang optrådte som bifigur i tegnefilmen om ”Den lille røde høne” i juni 1934.
På originalsproget hed filmen ”The Wise Little Hen” (Den kloge lille høne), og det med klogskaben falder helt i tråd med den nye 3-4 årige strategi, som Egmont Serieforlaget netop nu er i fuld gang med at virkeliggøre for det populære blad.
I morgen udkommer således den første af en række særudgaver af Anders And-bladet på gaden. Det er skabt i samarbejde med børnebogsforfatter og DR-vært Shane Brox.
Og i stedet for det vanlige, ofte noget skrøbelige, plastlegetøj, indeholder bladet i stedet stof til kreativitet – i sammenhæng med historien i bladet.
Her vædder Rip, Rap og Rup med en vanligt selvsikker Onkel Anders om hvem af dem, der kan bygge den sejeste robot og vinde den forestående robotkonkurrence i Andeby. Ællingernes robot er Shanes påfund – og i bladet giver han anvisningerne til, hvordan børnene selv kan bygge en robot, som den i bladet, men med deres egen fantasi og genbrug som drivkraft.
Egmont Serieforlagets produktchef, Martin Oesten, siger, at strategien så småt har været rullet i gang tidligere på året, og at resultaterne allerede har vist sig.
Har øget salget
– De seneste opgørelser viser, at det er lykkedes at reducere mange års faldende oplagstal på Anders And Bladet betydeligt. Henover sommeren lå salget af tre sommernumre med ekstra læsestof 12 procent over det foreløbige gennemsnit for 2011. Og vi er ret overbeviste om, at fremgangen skyldes det øgede fokus på bladets læringsmæssige kvaliteter.
Den særudgivelse, der kommer i morgen med Shane Brox som medudvikler er da også blot den første af flere Anders And-udgivelser, hvor legetøj, merchandise og dvd’er i bladet droppes til fordel for mere læsestof og samarbejder med forskellige inspirerende gæsteudviklere, der sætter børns kreativitet i højsædet.
– Når det er muligt at indgå et samarbejde med en person som Shane Brox nu, hænger det sammen med at vi har en fælles vision; nemlig at skabe underholdning, som børn kan lære noget af. Shane er verdensmester i finurlige, kreative påfund, som både inspirerer og udvikler og det er helt i tråd med vores strategiske fokus for Anders And-bladet. Derfor introducerer vi også flere lignende samarbejder fremover, der kan udbygge bladets læringsmæssige og kreative kvaliteter og øge salget yderligere, siger han.
Anders And-bladet udkom første gang i Danmark i 1949, og det kære Andeby-univers udfolder sig i dag også på nettet og naturligvis på
Facebook.
Og ja, så er det jo snart jul…
/embed>