I dag får faste læsere af Anders And-bladet sig lidt af en overraskelse, når de åbner bladet for at finde ud af, hvilken knibe Anders vanen tro får rodet sig ind i og ud af.
Dagens nummer byder nemlig eksempelvis på en fortolkning af H.C. Andersens klassiske eventyr Snedronningen. I stedet for Kay og Gerda handler historien selvfølgelig om Anders And og Andersine.
De møder den onde snedronning, i skikkelse af Helena Frost, i Andeby Storcenter, og derfra kører den velkendte historie.
Bladet byder også på to sider med historier og fakta om det klassiske eventyr og H.C. Andersens liv. Desuden kan man læse to genfortællinger af litterære klassikere.
Det gælder Klodernes kamp af H.G. Wells, som her genfortælles af Raptus von And, og Jorden rundt i 80 dage af Jules Verne med Onkel Joakim som Phileas Fogg og Anders And som tjeneren Passepartout.
De ”andeficerede” udgaver af klassikerne er første del af et større litteraturtema, der i al omfatter fire numre af Anders And-bladet.
Mere end underholdning
Hvorfor satser Egmont Publishing, der udgiver Anders And-bladet, på litterære klassikere?
– Det handler om at sætte fokus på læsning. Dette sker ved at introducere de fortrinsvist unge læsere for nogle af litteraturens største klassikere, ligesom historierne sætter fokus på, hvor sjovt det er at lære nye ting, fortæller Gitte Hoffmann Hansen, marketingchef ved Egmont Publishing.
Hun henviser til en undersøgelse foretaget af Megafon, der viser, at Anders And er en rigtig god læsemakker for børn.
– Derfor vil vi under overskriften Læs for sjov i de kommende år arbejde videre med initiativer, der kan gøre det endnu sjovere for børn at læse. For mange er det den spændende historie, der er udslagsgivende for læselysten – og hvilket sted er bedre at starte end i skattekisten fyldt med litterære klassikere? spørger hun
Det er også branding
Men det handler også om branding, og om at flytte opfattelsen af Anders And-bladet fra at være ren underholdning til noget mere.
I april var et nummer af bladet fyldt med ”andeficerede” udgaver af berømte kunstværker, og nu følger en række blade med litterære mesterværker.
Hvorfor?
– Vi forsøger at lægge et lag på. Udover temaet kommer vi bl.a. til at samarbejde med skoler om at øge børns læselyst ved at gøre dem bekendte med de gode fortællinger, der ligger og venter. Det handler selvfølgelig også for os om at få ”opdraget” en ny generation af læsere, slutter Gitte Hoffmann Hansen.