Med en vis glæde erfarer man, at endnu en H. C. Andersen-forlystelsespark er røget i skraldespanden. Det begrædes sandsynligvis af fynske erhvervs-dynamoer, der havde set frem til en synergieffekt til fremme af turismen på Fyn. I denne omgang var det et engelsk selskab, Wiggins Group, som trak sig ud, fordi det ikke var lykkedes at opnå enighed med Odense Kommune om en passende byggegrund. Man kan ikke udelukke, at Wiggins Group gerne ville have et stykke jord meget billigt og netop har henvist til den forventelige synergieffekt og markedsføringsgevinst for den fynske metropol og dens opland.
Siden den amerikanske b-skuespiller Danny Kaye den 24. juli 1952 under en vis forargelse og til pressefotografernes glæde lagde sig i H. C. Andersens formodede seng i hans formodede barndomshjem i Odense som promotion for en noget tvivlsom H. C. Andersen-film, har der hersket en stålsat tro på, at eventyrdigteren udgør en skjult kapitalreserve, der igen og igen kan komme fædrelandet til gode. Eventyrdigteren er oversat til en mangfoldighed af tungemål og læses overalt, måske med undtagelse af Afghanistan, hvor talebanerne antagelig anser ham for aldeles umuslimsk. En fordel ved den gamle eventyrdigter er, at han døde i 1875 og derfor er out of copyrightog således frit vildt for såvel hædersmænd som plattenslagere. Man kan i danske kiosker købe H. C. Andersen-tændstikker, made in Turkey.
Hvorfor skulle der nu være noget galt i at dekorere en rutschebane med motiver fra Hyrdinden og Skorstensfejeren og lade en mand gå rundt med høj hat og klappe børnene? Svaret er enkelt: Det ville være klam kitsch, hvor HCAs eventyr er poetiske perler. Han skal læses og ikke mindst læses højt, og hvis man har glemt ham eller ikke har læst alle eventyrene, har man mange smukke oplevelser til gode. Intet barn bør vokse op uden Kejserens Nye Klæder, Klods-Hans og historien om den lille fjer, der blev til fem høns. Det er ganske vist.
Måske er det synd for Fyn, at det på ny har vist sig umuligt at få en af den slags attraktioner, som turistbranchen kalder et fyrtårn. Med en passende portion propaganda havde det ellers nok været muligt at sluse en kvart million besøgende gennem tælleapparaterne og få dem til at spise friterede Ugly Duckings og Fairytale-softice. Men hele spillet mellem fantasi og virkelighed ville gå tabt i et HCA-land i skumplast og beton, drevet af jagt på profit. Mere robuste karakterer som Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule kan bedre tåle at blive gjort til genstand for kommerciel udnyttelse i et Disneyland.
Måske er dommen over HCA-Land for hård, måske var konceptet mere lyrisk anlagt med plads til gæsternes egen forestillingsevne, men en familie betaler ikke 3-400 kr. for at sætte sig i en acrylbaseret eventyrhytte, hvor en c-skuespiller læser højt af den rige eventyrskat. Det måtte nødvendigvis blive en gang højteknologisk skrammel med designerens egen fantasi som distraherende ledetråd. Selv om der måske var afsat plads til en international HCA-boghandel med eventyr på 108 sprog, herunder esperanto, urdu og old-polynesisk.
Åh, dette er jo i virkeligheden en bandbulle mod tivolisering af vor eventyrdigter. Tivolisering! Grim-glosen har banet sig vej til Retsskrivningsordbogen, men er i virkeligheden en uforskammethed ud over alle grænser i kraft af dens blinde og groft generaliserende imfamisering af det ægte Tivoli (grundlagt 1843), som det er blevet trendyat rakke ned på. Ordet anvendes i flæng om alverdens kultur-ulykker, det kan nemlig kun bruges negativt til jamren over tidens og sædernes forfald. Den er gal med Nyhavn, Folkekirken, evangelierne, det internationale skakforbunds planer om at nedskære betænkningstiden mellem hvert træk, Vadehavet, gymnasiet, Statens Museum for Kunst, Peter Plys, Mumi-troldene, sportens verden, Tivolis Pantomimeteater, Dybbøl Skanse, tv-nyhederne, Det kgl. Bibliotek, velfærdsstaten, hotelbranchen, 1. maj, teatrene og det politiske liv. (Tak til Polinfos avisdatabase). Skuespilleren Anne Marie Helger kravler helt ud til kanten ved at angribe “globaliseringen, mekaniseringen, tivoliseringen og mammutiseringen“. Ingen højere?
Således anvendes begrebet i flæng til at beskrive de ulykker, der efter skeptikernes mening opstår ved forandringer, der tilsigter en popularisering. Selv reklamebranchen er vel blevet tivoliseret, når man tænker på de ændringer, som det fine gamle fag med dets ziirlige tegnere og zinkclichèer er blevet udsat for. Og Nyhavn, Københavns gamle pittoreske havnekvarter med klassiske knejper, leende ludere og lystige lommetyve, det var den ægte folkelighed, nu sidder folk bare og drikker undergæret øl til overpris af plastickrus.
Længe leve Tivoli. Længe leve H. C. Andersen, der var 38 år, da Georg Carstensen åbnede sin forlystelseshave. Men skråt op med såvel forudsigelig forandrings-forargelse som digter-dildofisering.