I slutningen af juli blev det samlede antal solgte iPhones overhalet af Androidtelefoner. Det viser en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for mobilmedievirksomheden Balleby og Grumsen.
Undersøgelsen viser, at 7,2 procent af danskerne mellem 18-70 år ejer en smartphone med Google-platformen Android, hvilket svarer til 271.000 personer. For iPhones vedkommende er tallet 6,9 procent, og dermed har lidt over 260.000 personer en Apple iPhone.
– Salget af Android telefoner er boomet i 2010. Det er under et år siden, at de første Android telefoner så småt indfandt sig på det danske marked, så det er overraskende hurtigt, at iPhone er blevet indhentet, siger direktør i Analyse Danmark, Henrik Feindor Christensen.
Undersøgelsen er foretaget via Analyse Danmarks onlinepanel, DK-panelet. I alt har 6.737 personer i alderen 18-70 år deltaget i undersøgelsen.
Undersøgelsen viser samtidig, at iPhone stadig er den foretrukne telefon blandt de unge under 30 år.
Ritzau