Rovio, der er producent af de berømte Angry Birds-spil, åbner ifølge marketingmagazine.co.uk sin helt egen forlystelsespark inspireret af andre velkendte tema-parker. Målgruppen bliver børn og familier, og parken bliver designet i stil med verdens førende forlystelsesparker.

Producenten overtager Särkänniemi Adventure Park i Tampere i Finland og omdøber den til Angry Birds Land.

Ifølge Harri Koponen, chef for Rovios merchandise og licensproduktion er Angry Birds Land i Finland den første af flere Angry Bird-parker rundt om i verden.

Miikka Seppälä, adm. direktør, Särkänniemi Adventure Park siger til marketingmagazine.co.uk: “Vi ønsker at skabe et unikt tema på området og forbinde det med et stærkt og anerkendt brand.”

Der foreligger endnu ikke en officiel åbningsdato for Angry Birds Land, men Rovio meddeler, at Särkänniemi Adventure Park åbner op for sommersæsonen 28. april, og gæsterne kan herefter følge opførelsen af Angry Bird Land på parkens hjemmeside og på Facebook.

Rovio pointerer, at parken i Finland er “verdens første” officielle Angry Birds Land.  Tilbage i september åbnede der nemlig en uofficiel Angry Birds-park i Hunan-provinsen i Kina. Underforstået, at parken blev oprettet uden tilladelse fra Rovio.