Verden største bryggeri hedder nu officielt Anheuser-Busch-InBev, og nu er selskabets nye logo afsløret, skriver adage.com.
En flyvende ørn over bogstaverne ABInBev er resultatet, og dermed holdes der nydeligt fast i Anheuser-Buschs’ traditioner – det amerikanske bryggeri har haft en ørn i logoet siden 1870.
Da det tidligere på året lykkedes belgiske InBev, som står bag bl.a. Stella Artois og Beck’s, at komme igennem med det omkring 250 mia. kroner store opkøb af Anheuser-Busch, var der tale om det største opkøb i branchen nogensinde.
Amerikanerne har dog ellers ikke været voldsomt begejstrede for, at arvesølvet sådan skulle ende på europæiske hænder. Ikke mindst på grund af bryggeriets store brands som Budweiser og Bud Light, som – trods oprindelig tjekkisk herkomst- gennem årene var blevet nærmest amerikanske nationalsymboler.
Nu er det belgiske ejerskab imidlertid en realitet, og Anheuser-Busch noteres fra i dag, den 20. november, på Euronext-børsen i Bruxelles med handelssymbolet ABI.
Anheuser-Busch’ hovedkontor i St. Louis fortsætter som sådan og bliver samtidig nordamerikansk hovedkontor for den samlede koncern.
Den afgående CEO for Anheuser-Busch, August Busch IV, fortsætter i koncernens bestyrelse – og kan altså om ikke andet glæde sig over, at ørnen er stadig er flyvende.
sit