En stor offentlig kampagne fra Ankestyrelsen skal over 18 måneder og med et budget på 1,5 million kroner øge kendskabet til og forståelsen af forældreansvars- loven. Kampagnen får særlig fokus på barnets vel, når far og mor går fra hinanden – og den er lagt i hænderne på kommunikationsbureauet Publico.

– Valget faldt blandt andet på Publico, fordi bureauet præsenterede et udmærket oplæg, der vidner om grundig baggrundsresearch og en dybdegående forståelse af en kompleks problemstilling. Publicos valg af kernebudskaber, kanaler, kampagnestrategi samt deres kontekstforståelse gav os en rigtig god mavefornemmelse i forhold til bureauet. En fornemmelse, der blev bestyrket, da vi kontaktede et par af deres referencer, som gav Publico gode anbefalinger med på vejen, lyder det fra Malene Vestergaard, der er kontorchef i Ankestyrelsen.

Punktere myter

Informationskampagnens overordnede formål er at øge kendskabet til og forståelsen af forældreansvars- loven samt at punktere nogle af de myter, der er opstået, siden loven blev indført i 2007.

Indsatsen vil blandt andet omfatte et website og en række andre initiativer, der skal gøre det nemmere for opbrudsforældre at forstå lovens indhold samt at indgå gode aftaler om børnene.

– Offentlige kampagner som denne ligger rigtig godt til os. En af vores styrker er at analysere, forstå og formidle komplekse problemstillinger til forskellige målgrupper, uden at tonen bliver hverken popsmart eller jura-tør. Vi er selvsagt glade for at vinde udbudet og ser frem til at videreudvikle og lancere kampagnen i tæt samarbejde med Ankestyrelsen, siger Uffe Lyngaae, der er direktør i Publico.

Bureauet har i forvejen betydelig erfaring med offentlig kommunikation og har blandt andet løst opgaver for Miljø- og Socialministeriet, Erhvervsstyrelsen, Skat, Væksthus Midtjylland, Amgros og Aarhus Kommune.

Publico blev stiftet i 2001 af Uffe Lyngaae, og beskæftiger i dag 10 medarbejdere.