Selv om de første tegn på, at vi har noget bunden af annonce-markedet, viser sig, kan en eventuel optur godt trække ud. Martin Ove Rasmussen, adm. dir. i Mindshare, mener ikke, at 2. halvår 2009 vil betyde markante forbedringer, selv om nedgangen måske aftager.
– Annoncenedturen i år svarer til, at et af de store mediehuse er forsvundet. Der er måske 800 mio. kr. mindre i markedet. Vi skal frem til 2010, før det ser bedre ud. Om det bliver 20 pct. nedtur som i 1. halvår, ved jeg ikke, men det bliver i hvert fald tocifret og minimum et fald på 15 pct. for hele 2009, vurderer Martin Ove Rasmussens bud.
Jane Sørensen Ravn, print direktør hos Mediaedge:cia, er enig.
– Hvis medierne siger, at priserne ikke kan komme længere ned, mens annoncørerne siger, at de ikke har penge, så er bunden ikke nået. Og hun forudser en langsom optur, når annoncemarkedet vender.
Trading director hos OMD, Claes Braagaard, siger:
– Rent psykologisk vender det til oktober, fordi man til oktober kan holde tallene op mod oktober 2008, hvor markedet dykkede med 15 pct. Det betyder fremgang for annonceindekset, men fremgangen er psykologisk og ikke et tegn på, at annoncørerne går amok.
Alle tre eksperter tror, at 2009 viser en markant nedgang i antal årsaftaler. Det kan nemlig bedst betale sig for annoncørerne at lurepasse.
Jylland-Posten, Erhverv og Økonomi, side 7.