Reklamerne fra postkassen ryger ofte direkte i skraldespanden, og annoncer på internettet er for længst blevet afprøvet – somme tider med tvivlsomme resultater.
Fremtidens markedsføring bliver i stedet mobil, mener nogle. Markedet er i enorm vækst, hvilket herhjemme understøttes af flere store mediehuse, der satser markant på mobile løsninger.
– Vi ser et stort potentiale i mobilmarkedet. Dette underbygges blandt andet af en stigning i trafikken på vores mobil sites på mere end 2.000 procent. over de sidste to år. For at sikre fortsættelsen af denne meget tilfredsstillende udvikling er vi blandt andet på vej med flere løsninger til iPhone og andre touch-baserede mobiltelefoner, siger Thomas Hvidt, Head of Mobile hos JP/Politikens Hus.
– Det er den type mobiltelefoner, som virkelig vil ændre måden, vi bruger internettet på i fremtiden. Selvsagt har vi derfor, som mediehus, naturligvis en tro på at markedet for mobile advertising vil udgøre en vis andel af vores samlede indtjening i fremtiden, fortsætter han.
Thomas Hvidt tør dog ikke byde ind med en procentsats.
Fart på markedet
Antallet af mobiltelefoner er allerede markant større, end antallet af computere. Det er derfor ikke kun hos JP/Politikens Hus, der tænkes i mobilstrategier. De forventningsfulde toner fra det store bladhus vinder genhør hos TV 2, som ligeledes er opmærksomme på det uforløste potentiale.
– Der har i flere år været en buzz omkring mobilmarkedsføring og perspektiverne på markedet, uden at der rent faktisk er sket det store. Årsagen er formentlig, at dialogen har drejet sig meget om en telefons anvendelsesmuligheder frem for at diskutere, at internettet bliver mere komplekst i form og størrelse, så platforme kommer til at understøtte internetnavigation via både mobiltelefonen, tv-fjernbetjening mm, siger Jeppe Munksnæs, kommerciel projektleder, TV 2 NET.
Han fortsætter:
– Med nye produkter og teknologier som bl.a. flatrate abonnementer, iPhone og Google Android vil brugerne i langt højere grad aktivt anvende deres mobiltelefoner online som internet device. Det skaber allerede nu en markant større trafik på mobilområdet. Så forudsat at produktions- og annonceringsmulighederne fortsat bliver både billigere og bedre, forudser vi stor vækst.
Firedobling af budgetter
At markedsføringen for alvor vil være mobil i de kommende år, dokumenteres i en ny undersøgelse fra eMarketer. Her forudses det, at det globale markedsføringsbudget til mobiltelefoner vil stige fra knap fem milliarder dollar i 2008 til næsten 20 milliarder dollars i 2012.
Samtidig vil udbredelsen af den nyeste generation af mobiltelefoner i væsentlig grad skubbe til udviklingen, som allerede er i fuld gang herhjemme.
– I Danmark oplever vi en vækst på over 100 procent om året. I dag sælger vi mere end dobbelt så mange mobile marketingkampagner pr. måned sammenlignet med sidste år. Samtidig vokser de enkelte ordrer i størrelse, forklarer Søren Steen Pedersen, salgsdirektør hos Mobilepeople, der netop specialiserer sig i annoncering til mobilmarkedet i Danmark og Norden.