December er endnu ikke opgjort for mediabureauernes annonceomsætning, men der er næppe den store sandsynlighed for, at året som helhed ikke bliver et annus horibilis uden sidestykke i mange år.
DRRB Mediaindex for november er til gengæld klar, og sammenlignet med tilsvarende måned i 2008 viser det en omsætningsfremgang på 13 millioner kroner – svarende til en vækst på to procent. Akkumuleret er der dog stadig tale em en omsætningstilbagegang på hele 810 millioner eller 17 procent.
Bortset fra internet og biograf så rammer tilbagegangen for årets første 11 måneder alle medier.
Men det er dog gruppen fagblade, der er hårdest ramt – hele 41 øre af hver annoncekrone i 2008 er tabt i 2009.
Men også magasiner og ugeblade er blevet særdeles hårdt ramt af tilbagegangen – 35 procent er tabt i 2009.
Radiomarkedet har mistet hver tredje annoncekrone (-30 procent), men ikke mindst i lyset af uroen og lukningerne på radiomarkedet var det forventeligt, at radio ville gå tilbage.
Men at nedturen har ramt bredt vidner udviklingen for tv-gruppen om.
Selvom tv har været begunstiget af en mangeårig vækst år for år, er det gået ned ad bakke i 2009 – således kan gruppen notere en samlet nedgang på hele 19 procent i årets første 11 måneder.
Flemming Rasmussen, koncerndirektør for Salg og Marketing TV 2 er varsom med at konkludere for meget på månedstallene, men han glæder sig dog over, at tallene for november varsler bedre tider.
– Efter 20 år med konstant vækst er situationen naturligvis uvant for os, men det ville omvendt være naturstridigt, hvis tv-markedet ikke ville blive ramt af finanskrisen og de store nedjusteringer i mediebudgetterne i 2009, siger han.
– Når så mange virksomheder på samme tid skal spare penge og nedjusterer deres markedsføringsbudgetter kraftigt, så bliver tv naturligvis også hårdt ramt – det kan ikke være anderledes, fortsætter Flemming Rasmussen.
CEO Jonas Hemmingsen, MediaCom Nordic Group, håber, at de positive novembertal betyder, at bunden er nået, og at flertallet af annoncørerne nu igen er parate til at investere i markedet.
Men han konstaterer også, at mediabureauerne samlet havner i omegnen af 4,2 milliarder kroner i annonceomsætning – hvilket svarer til niveauet 10-11 år tilbage.
– Jeg tror markedet vil vokse i 2010, men væksten bliver yderst moderat og vil variere stærkt fra mediegruppe til mediegruppe. Og for mange medier, som bare er flydt med strømmen og har nydt godt af den generelle vækst, er situationen alvorlig, siger Jonas Hemmingsen.