Reklamebureauet DDB står i dagene 16.-28. oktober for The creative Revolution – en visning af 250 annoncer, hvoraf hovedparten kommer fra New York’s Madison Avenue i 60’erne – og først og fremmest fra Doyle Dane Bernbach, der har stået bag kampagner for bl.a. Volkswagen, Avis og Chivas Regal. De fleste af dem har Bill Bernbach som bagmand.
Annoncesamlingen er tidligere blevet vist i Oslo, Göteborg, Malmö og Slovenien. Den er samlet af to svenske reklamefolk, Ove Pihl og Claes Bergquist, som begge studerede i USA i 60’erne og var forudseende nok til at klippe og gemme de annoncer, der gjorde stærkest indtryk.
Annonceudstillingen kommer til at hænge i Ny Festsal på Statens Museum for Kunst. På museet har interesserede også mulighed for at deltage i omvisningen “Fra Rubens til Reklame”. Her viser museets egne folk eksempler på bestillingskunst fra det 17. århundrede og frem til i dag, ligesom der vil være mulighed for at møde nogle af kreative kræfter, der viderefører Bernbach’s arv.
Udstillingen følger museets normale åbningstider. Omvisningerne finder sted den 15.10. kl. 15 og 17, den 16.10. kl. 15, 20.10. kl. 13 og 15, 21.10. kl.13 og 15 og den 23.10. kl. 15.