Reklameforbruget steg med 13 procent i første halvår 2011.
Dermed lander halvårstallet pænt midt imellem vækstraten på 15 procent i første kvartal af året og andet kvartals 11 procent, hvor væksten altså i slutningen af halvåret fladede lidt ud.
Det fremgår af den seneste mediaindex-opgørelse fra Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening.
Radio står for den største vækst på 55 procent, men det er væksten i tv-markedet på 24 procent, der løfter annoncemarkedet i 1. halvår. Tv er tilbage på samme niveau som før krisen.
Nettet fortsætter den positive udvikling, specielt i første kvartal, mens udviklingen i andet kvartal er mere begrænset. Nettet tegner sig for en omsætningsvækst på næsten 50 procent i forhold til 2008.
Printmedier oplever en mindre fremgang primært drevet af dagbladene, der viser en vækst på 5 procent i første halvår sammenlignet med året før.
DRRB’s direktør Bjørn Karsholt er glad for den positive udvikling, men forventer ikke, at andet halvår vil udvise de samme vækstrater i annoncemarkedet, medmindre at der snart kommer gang i forbruget.
– Omvendt vil den kommende valgkamp op til folketingsvalget påvirke annoncemarkedet positivt, siger Bjørn Karsholt.
DRRB Mediaindex er en opgørelse over det månedlige netto mediaindkøb i reklamebranchen. Et fast panel af de største media-indrykkere i DRRB indrapporterer hver måned deres netto mediaindkøb. I det månedlige netto mediaindkøb er fratrukket diverse rabatter og eventuelle provisioner.
DRRB’s Mediaindex for første halvår 2011 kan ses
her.