– Skandaløst ringe.

Sådan betegner Holger Wilcks, administrerende direktør i Dansk Annoncørforening i en pressemeddelelse arbejdet med et lovforslag, L149, som skal begrænse antallet af kviklånsreklamer.

– En ting er, at man udarbejder et forhastet forslag. Noget helt andet er, at man ignorerer viden fra høringssvar og kortslutter den demokratiske proces ved at ikke at svare grundigt på kritiske spørgsmål fra politisk side, fortsætter han.

Ifølge Holger Wilcks har flere parter i deres høringssvar til lovforslaget, heriblandt Dansk Annoncørforening selv, påpeget, at det som følge af dette i praksis ”bliver umuligt for en bank at købe reklameplads hos et digitalt medie”.

Det skyldes, at der indføres et forbud mod ”enhver markedsføring af kreditaftaler til forbrugere og af forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere med visse undtagelser,” som det formuleres i lovforslaget, der efter planen skal træde kraft 1. juli 2020.

Altså må spil- og kviklånsreklamer ikke optråde side om side, hvilket er relativt enkelt at gennemføre på TV, men noget nært umuligt at gennemføre i et digitalt økosystem, hvor en meget stor del af annonceindkøbet foregår programmatisk, mener Holger Wilcks.

Ikke ene om kritikken

Dansk Annoncørforening er ikke ene om kritikken. Også Danske Medier har tidligere meldt ud, at det ”i praksis vil være umuligt for medier at efterleve et forbud om, at spil og forbrugslån ikke må markedsføres ved siden af hinanden”. 

Konsekvensen bliver, vurderer Dansk Annoncørforening, at banker, ”der ønsker at være 100 procent sikre på at overholde loven, fremover har få andre muligheder end at indstille store dele af deres digitale markedsføring heriblandt tilstedeværelsen på for eksempel Facebook”.

– De økonomiske skader for banker og medier, samt de administrative omkostninger for for eksempel TV-stationer, dagblade og andre, der pludseligt skal skabe processer, der kan adskille bankreklame fra spilreklame, overstiger langt Erhvervsministeriets egen bagatelgrænse, siger Holger Wilcks i meddelelsen.

Det nye lovforslag har til formål at begrænse antallet af reklamer fra kviklånsselskaber, men, lyder det fra Dansk Annoncørforening, ”i ønsket om at lægge en dæmper på det 18 milliarder kroner store marked er der nu en lov på vej, som har direkte og skadelige konsekvenser for det samlede danske lånemarked på 4.075 milliarder kroner”.

– Proportionalitetsprincippet er helt grundlæggende i dansk lovgivning. Et indgreb skal stå i rimeligt forhold til målet. Det er for mildt at sige om det her lovforslag, at man skyder gråspurve med kanoner. Reelt sprænger man en brintbombe under lånemarkedet og ignorerer bevidst følgeskaderne, siger Holger Wilcks i meddelelsen.

Minister har tiltro til markedet

Erhvervsminister Simon Kollerup (S), der har fremsat lovforslaget, har efter en henvendelse fra Danske Medier, givet følgende svar til Folketingets Erhvervsudvalg

– For så vidt angår de tekniske udfordringer, der måtte være forbundet hermed, har jeg som tidligere nævnt stor tiltro til, at aktørerne i markedet er i stand til at finde konkrete løsninger herpå, hvis man fortsat ønsker at annoncere disse lån eller spil. Det er min klare opfattelse, at der med lovforslaget er fundet en god balance mellem ønsket om en effektiv forbrugerbeskyttelse og økonomiske interesser. 

Folketingets Erhvervsudvalg har det omtalte lovforslag til behandling torsdag 28. maj, hvor Dansk Annoncørforening er inviteret til at forklare udvalgets medlemmer, “hvordan digitale medier bliver indkøbt i dag, og hvorfor banker og andre lånudbydere derfor ikke kan holde deres digitale reklame adskilt fra spiludbydernes”, fremgår det af pressemeddelelsen.