Lige om lidt – nærmere bestemt på mandag den 8. maj – slipper Creative Circle og PostNord igen kreativiteten løs til årets helt store innovations- og inspirationsdag for kommunikatører og annoncører – Creative Works.

Og det er et stærkt program, der er strikket sammen i år.

Der er således mulighed for at møde profiler fra fx prisvindende bureauer som Crispin Porter, Robert/Boisen & Like-minded, UncleGrey og Hello Monday, stærke produktionsselskaber som Bacon og New Land – og høre om succesfulde annoncør-cases fra IKEA og Carlsberg for nu blot at nævne nogle få eksempler.

Niels Heilberg, Senior Creative hos Hjaltelin Stahl og bestyrelsesmedlem i Creative Circle, siger om formålet med Creative Works:

– Creative Works samler dybt og fagligt op på året, der gik, og på udfordringerne, der kommer. Vi inviterer de bedste, de modigste og de mest gavmilde ildsjæle i Danmark, og beder dem folde deres personlige version af sandheden ud for os andre. Og det plejer de at gøre hudløst ærligt og ret begavet på de 20 minutter, de hver har til rådighed.

Ikke kun bureauer
Er det ikke mest bureauerne, I henvender jer til?

– Nej, det er det ikke. Vi ønsker at inspirere og uddanne i dybden lige op til CCA – og indholdet henvender sig til branchen som helhed, både bureauer og annoncører. Der er således 30 procent annoncører og 70 procent bureauer på dagen – her så vi gerne at det tippede over, så vi fremover ser flere annoncører.

Men hvorfor er det egentlig ikke nok med selve Creative Circle Award-arrangementet?

– Creative Works er et særdeles vigtigt appendix til Creative Circle Award, hvor vi hvert år hylder årets bedste arbejder i Danmark. En af udfordringerne med de fleste awardshows er, at der ganske enkelt ikke er tid til at komme i dybden med den faglighed, erfaring og flid, der ligger bag enhver kommunikationsmæssig og kreativ succes. Det er det, vi gør noget ved til Creative Works. Igen.

Farvel til siloer
Det er andet år, arrangementet løber af stablen: Hvad gør I bedre/anderledes i år?

– I år prøver vi at nedlægge siloerne emnemæssigt – ikke fagligt betragtet. Vi prøver at se på hele løsninger, der arbejder på tværs af de traditionelle fagligheder, og de fleste gode løsninger i dag rummer både elementer af advertising, digital, DM, design og PR.

– Så jeg tror man vil opleve, at inspirationen og kreativiteten er endnu mere i højsædet i år. Formatet på 20 minutter og 10 minutters spørgsmål, som vi har lånt fra Cannes Innovation Lions, fungerer fremragende, og det gør vores venue på Scandic Copenhagen også.

Læring fra de bedste
Det er stærke profiler, I har på listen i år: Hvem glæder du dig selv mest til at høre?

– Vi har en del gengangere fra sidste år, som gjorde det fremragende, og dem glæder jeg mig til at høre igen. Men jeg er særligt nysgerrig på de nye i klassen, bl.a. Kim Cramer fra Forsman & Bodenfors. Mon ikke vi kan lære noget af en verdensklasse-virksomhed med 350 ansatte, som ligger på top 10 i verden, og som ligger lige på den anden side af Sundet. Det tror jeg.

– Jeg glæder mig også til at høre Morten fra IKEA HUB fortælle om at drifte en global strategi som både bureau og ejer – og endelig ser jeg frem til at høre den hjertevarme historie om tilblivelsen af Soy Me, fra the Woerks.

Og hvordan ser det ud med pladserne – kan jeg stadig nå at komme med?

– Ja, hvis du er hurtig. Vi kommer til at blive omkring 275 deltagere som sidste år, men vi har stadig plads til at tage flere ind. Så jeg håber at bureauer og annoncører giver deres folk lov til at bruge den 8. maj på at blive klogere – det her er simpelthen den billigste dannelse og inspiration, man finder i landet resten af året, hvis man beskæftiger sig med kommunikation, slutter Niels Heilberg.

Du kan nærstudere programmet og de mange spændende indlæg ved årets Creative Works her.