Det igangværende EM er ikke kun stort for de dygtige spillere og de millioner af fodboldfans, som følger med verden over.
Også for annoncører er det noget at komme efter, da sponsorerne af det prestigefyldte event i Frankrig i disse dage kan forvente op til 30 pct. flere besøgende på deres hjemmesider.
Det er et betydeligt hop fra VM i Brasilien, hvor annoncørerne oplevede et spring i besøgende på 21 pct., da turneringen blev fløjtet i gang.
Det fremgår af en ny rapport fra Adobe.
– Forbrugerne bruger smartphones som aldrig før. Allerede nu ser vi en række virksomheder, der er bevidst om det mobile skift, og UEFA selv planlægger at benytte Snapchat og Facebook Live, så kampene rent faktisk når ud til de mange interesserede seere, lyder det fra Imran Afzal, der er nordisk marketingchef for Adobe Marketing Cloud, i en pressemeddelelse.
Adobe er kommet frem til tallet ved at undersøge mobiltrafik i forbindelse med sidste internationale fodboldturnering i Brasilien i 2014 kombineret med udviklingen inden for forbrugeradfærd på mobile platforme i de mellemliggende to år.
De små skærme
I en analyse af Europæiske forbrugeradfærd undersøgte Adobe sidste år, hvor ofte forbrugere skifter mellem skærme, når de streamer indhold via nettet.
– Vores undersøgelse fra sidste år viste, at 48 pct. af europæerne ofte skifter mellem enheder, når de streamer online-video, fx som fodboldturneringer. Men et af de største irritationsmomenter er, at deres mobile enheder er for langsomme. Derfor er EM en oplagt mulighed for annoncører at skille sig ud fra feltet ved at sikre sig, at de tilbyder en friktionsfri mobiloplevelse, når deres annoncer begynder at dukke op på skærmene – både de store og de små, siger Imran Afzal.
Om Adobe Digital Index: UEFA 2016
Undersøgelsen kan findes her. Den bygger på anonymiseret og aggregeret data fra en lang række kilder, herunder:
- 650 mio. besøg til VM-annoncørers hjemmesider fra maj til august 2014
- Forbruger-videostreaming tal fra december 2013 til december 2015
- Data fra 400+ mia. annoncevisninger fra søgninger og sociale platforme (Google, Facebook, Yahoo, Baidu, Yandex) mellem januar 2015 og marts 2016
- 3 mio. omtaler, page likes, følgere fra marts til maj 2016 fra blogs, Facebook, G+, Reddit, Twitter, Dailymotion, Flickr, Instagram, Tumblr, VK, Disqus, Foursquare, Metacafe, WordPress og Youtube.