Der er ingen tvivl om, at mange annoncører er i fuld gang med at omfordele markedsføringsbudgetterne og belønne de media, som er indstillet på en konstruktiv forhandling, skriver adm. direktør Peter Godtfredsen; MediaWise, i et nyhedsbrev i dag. Hvert år i november eller december måned offentliggør de store media deres oplæg til samhandelsbetingelser med annoncørerne for de kommende år. Derefter indbydes der til forhandling og i løbet af januar og februar måned falder aftalerne normalt på plads. Det samme har gjort sig gældende i år. I hvert fald i den henseende, at media har offentliggjort deres nye prislister og forhandlingerne er i fuld gang. Om aftalerne falder på plads i årets første måneder, er til gengæld mere usikkert, skriver han. Mange medier har meddelt, at de agter at sætte priserne betragteligt i vejret, uden at der nødvendigvis er belæg for dette i mediernes redaktionelle udvikling eller i læser- og seertal. Der er intet, der tyder på, at der vil komme en konkurrencebestemt vækst i mediernes reklameomsætning. En evt. vækst hos det enkelte medie skal komme fra en øget markedsandel, skriver Peter Godtfredsen.