Dansk Annoncørforening har fået mange nye muskler.
Steffen Lundgren Kristensen, Tryg, er ny formand for bestyrelsen, Mette Dyhr fra Danske Lotteri Spil er ny næstformand, og desuden er Camilla Dahl Hansen, Danske Bank, og Morten Boye fra Carlsberg trådt ind i bestyrelsen.
Hvorfor denne udskiftning?
– Det er næppe en hemmelighed, at kommerciel kommunikation ændres radikalt i disse år, og når jeg i øvrigt gerne udtaler mig om fx de nye digitale medier og andre værktøjer, føler jeg også, at det er min pligt at bidrage fagligt i et særdeles relevant forum, siger Steffen Lundgren Kristensen, Direktør i Group Marketing, Communications & CSR i Tryg.
– Et af de nye vilkår, når vi fx snakker om digitale medier, er ordet ”transparens”, som fylder meget hos alle os annoncører. Derfor vil vi sætte den slags emner på agendaen og udnytte styrken af foreningsskabet , fortsætter Mette Dyhr, adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Prøv at uddybe det?
– Vi skal blive bedre til at samarbejde og udveksle erfaringer, helt konkret til at sparre med hinanden. Det gør vi allerede, når vi taler om produktion af tv-reklamer. Hvorfor ikke også gøre det med de mange nye kanaler, vi har til rådighed, siger Mette Dyhr.
Skal annoncørerne ruste sig til en krig mod mediabureauerne?
– Overhovedet ikke, tilføjer Steffen Lundgren Kristensen. ”Men alle annoncører har behov for større indsigt i fx fordelingen af mediebudgetterne, og med de nye måle- og tracking-metoder, vi har, er der grund til at forsøge at skabe en fælles forståelse af effekten af medieallokeringerne.”
Mere end en lobbyvirksomhed
Så Dansk Annoncørforening skal ikke længere ”bare” være en lobbyvirksomhed?
– Det har vi vist aldrig været, selv om vi fortsat skal søge indflydelse via vore saglige synspunkter, men når hastighed og kompleksitet i den grad øges på markedet, er der ekstra behov for faglig sparring mellem os annoncører, uddyber Mette Dyhr.
Har I andre faglige tiltag med i jeres strategi for den nye bestyrelse?
– Det har vi helt afgjort. Vi vil i første omgang indkalde bestyrelsen til en strategi-dag, hvor vi dels drøfter, hvilke emner, vi skal udforske i en kompleks og dynamisk verden, og dels mere bredt skal beslutte, hvordan vi positionerer annoncørforeningen, slutter den nye formand.
– Selv om vi repræsenterer godt 30 procent af media-spendingen i Danmark, bør vi også diskutere, hvordan vi bliver skarpere i forhold til andre organisationer, slutter den nye næstformand.
Den nye bestyrelse takker Klaus Lohse, formand siden april 2008 og medlem af bestyrelsen de seneste 10 år, for en lang, sober og tro tjeneste. Lohse stopper, fordi han er blevet marketingdirektør for en amerikansk virksomhed, GTECH, der ikke er medlem af annoncørforeningen.
Bestyrelsen er fra i dag:
Steffen Lundgren Kristensen, Direktør i Group Marketing, Communications & CSR i Tryg, formand.
Mette Dyhr, næstformand, Adm. Direktør hos Danske Lotteri Spil.
Morten Hjort, CCO hos Kohberg.
Charlotte van Burleigh, Country Manager Coca-Cola.
Joachim Knudsen, marketingdirektør McDonald’s.
Camilla Dahl Hansen, Head of Group Marketing hos Danske Bank.
Morten Boye, Marketing Direktør/VP Marketing for Carlsberg Danmark.
Ud af bestyrelsen er gået:
Kirsten Ægidius, tidligere marketingchef i Carlsberg Danmark.
Camilla Ramby, MarCom-direktør i TDC.