Et af landets mindre award-shows, Danish Events & Meetings Award (DEMA) har fået en ansigtsløftning blandt andet via samarbejde med KreaKom.
En omlægning af jury og kategorier skal få flere bureauer og MarCom-folk til at interesse sig for events, lyder det.
– Det fysiske møde mellem brand og kunde er et medie i vækst, og vi ser derfor en lang række bureauer udvikle og eksekvere mere og mere eventmarketing og activation for brands, siger Tine Aurvig-Huggenberger, KreaKoms adm. direktør.
– Mediet kan noget unikt, og derfor er det også vigtigt bureauerne tager DEMA til sig. KreaKom er gået ind i DEMA for at støtte awardens udvikling, fordi vi ser et relevant potentiale for bureauerne.
– Også på PR og kommunikationsbureauerne udvikles der mange gode løsninger på møder og events, tilføjer Kresten Schultz-Jørgensen, stifter og partner hos Lead Agency.
– Løsninger, der er baseret på en gennemtænkt strategi og perfekt eksekvering og dermed skaber gode resultater for kunderne. Det ville være relevant for disse bureauer at indstille sine bedste cases til DEMA17 for at vise de mange gode arbejder, der lever lidt i det skjulte.
Ny struktur med fem prisgrupper
Det nye DEMA begrundes yderligere:
– Tidligere år har DEMA kun modtaget ganske få indstillinger fra andre end møde- og eventbranchen, hvilket vi nu forsøger at gøre noget ved gennem samarbejde med bl.a. KreaKom og en omlægning af strukturen for juryen og priserne, mener Thomas Vig, der selv er indtrådt i juryen og har rådgivet omkring udviklingen af awarden.
DEMA har også fået ny juryformand i form af Eskild Hansen, der kommer med 25 års erfaring med analyse og udvikling, både som selvstændig og som udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen.
– Vi har i juryen valgt at skabe en struktur med 5 prisgrupper med hver sine priskategorier, hvilket er blevet til 15 priser vi skal overrække. Omlægningen afspejler i langt højere grad de mange grene der er indenfor events.
– Dertil har vi oprettet en lang række nye priskategorier under en gruppe, der hedder ”design”, som afspejler det der ligger omkring events i dag. Vi har ikke fået alt med, men vi har taget det med, som vi mener er vigtigst.
Specialister er med i juryen nu
Udover den nye prisgruppe, Design Cases, findes grupperne Internal Cases og External Cases, der hhv. sætter fokus på interne aktiviteter og kundeaktiviteter. Dertil er der Supplier Cases, som skal honorere det bedste nye fra venues og catering, som ofte er to vigtige elementer i events. Den sidste prisgruppe er Honorary Awards, der er to forskellige ærespriser.
I omlægningen af juryen har man valgt at få en lang række af specialister om bord fremfor tidligere, hvor juryen bestod af en lille gruppe profildirektører, der til daglig er langt fra arbejdet med events.
Deadline for indstillinger er den 8. marts kl. 23:59. DEMA17 afholdes den 30. marts i Terminalerne i Nordhavn.