Hvad både apoteker og forbrugerorganisationer har ønsket i årevis, ser nu ud til at kunne blive virkeligt: Muligheden for at åbne almindelige apoteker på landets sygehuse.

Den mulighed bliver nu nævnt i regeringens forslag til en ny apotekerlov, skriver Politiken.

Adskillige apoteker har i årenes løb forsøgt at få lov at åbne apoteker på sygehusene. Uden held. Ifølge Apotekerforeningen har myndighederne ikke hidtil givet den slags bevillinger.

At dømme efter lovteksten skal de nye sygehusapoteker i givet fald drives i regi af de almindelige apoteker. Det har ellers også været på tale at give opgaven til sygehusenes egne apoteker, der leverer lægemidler til sygehusafdelingernes læger og sygeplejersker.

/ritzau/Politiken