Har du nogensinde tænkt, når du har læst en nyhedsartikel på nettet om fx klimaforandringer, naturkatastrofer, sult eller krig, at her ville du gerne hjælpe og støtte – men ikke rigtig har vidst, hvor du skulle henvende dig?
Det kan en ny app, Ideal Impact, nu hjælpe med.
App’en er opfundet af Olivier Kamanda – tidligere taleskriver og rådgiver for Hillary Clinton – og den er designet til at forbinde nyhedsartikler med direkte adgang til at agere på artiklernes indhold eller emne.
Har man installeret app’en, skal man sådan set blot blive ved med at læse sine nyhedsartikler, som man plejer.
En algoritme identificerer løbende temaerne i de artikler, der læses, og kommer derefter op med forslag til støtte.
Hvis man fx læser en nyhedsartikel om truede dyrearter, vil man få vist muligheder for – ved at klikke på en knap, ligesom hvis man vil dele en artikel på fx Facebook – at donere penge eller måske melde sig til frivilligt hjælpearbejde hos en relevant organisation.
Du kan læse mere om app’en her www.idealimpact.org og se et interview med Olivier Kamanda, der fortæller om app’en herunder.