Markedet for apps eksploderer, og flere og flere virksomheder er kommet med på toget. Derfor er det blevet en god forretning at udvikle apps til fx iPad, iPhone og Android modellerne.
Blandt de bureauer, der mærker det, er In2Media:
– En betydelig del af vores 2011 omsætning kommer fra app-markedet. Det hænger bl.a. sammen med, at salget af smartphones og tablets for længst har overhalet salget af computere, hvilket igen betyder, at virksomheder i dag er nødt til aktivt at være til stede på de nye digitale platforme med både strategi og konkrete løsninger, der spiller i takt med det øvrige kommunikationsflow og virksomhedens forretning, siger Andreas B. Iversen, adm. direktør i In2media.
Og eksplosionen ser ud til at være global, for ifølge den amerikanske analysevirksomhed Gartner vil app-markedet vokse med 380 procent frem mod 2013.
– I takt med eksplosionen på app-markedet handler det for virksomhederne om at tænke i løsninger, som både har potentialet til at give virksomheden et brandløft og samtidigt bidrager til omsætningen, siger Andres B. Iversen.
Senest har In2media været involveret i YouSees nylige app tiltag, hvor muligheden for at se live-tv for deres bredbåndskunder på iPhone og iPad røg direkte ind på en 1. plads i App Store.
Tidligere på året købte In2media desuden 50 procent af InSilico, som er blandt frontløberne inden for udvikling af apps, og som lige nu er aktuel med en iPad-app for Volkswagen Erhvervsbiler – et målrettet opgør med de trykte brochurer, prislister og andre papirer, som tager kostbar tid fra sælgerkorpsets travle kalender.
 – Volkswagen Erhvervsbilers nye løsning er et godt bevis på, hvad en skræddersyet app kan bruges til. Som private forbrugere er vi ved at vende os til at gå på netbank og tjekke vejrudsigten fra apps på vores smartphone eller iPad. Den tendens er ved at vokse over i erhvervslivet, siger Anders Cervera, CEO og medstifter af InSilico.
 – Erhvervslivet har indset, at moderne produkter vinder ved at blive præsenteret moderne. Her er apps godt i gang med at revolutionere måden, eksempelvis et sælgerkorps kan involvere og interagere med kunderne på, forklarer Anders Cervera.
Ud over den nye app til de gul-pladede Volkswagens har InSilico også leveret løsninger til Mærsk, Danfoss og Pandora.