Det kan være lidt af en udfordring at bevare overblikket, når man hiver teltpælene op og flytter et nyt sted hen. Der skal registreres ny folkeregister-adresse, og der skal tages hånd om post, el og varme, abonnementer, skift af skole, skat osv. osv.
Det har Nykredit og DONG også indset, og de sidste seks måneder er der blevet arbejdet intenst på at udvikle en ny digital service, Flytteplanen, der erstatter den gode gamle flyttemappe fra posthuset.
Men hvorfor i alverden har DONG og Nykredit udviklet app’en?
– Vi og vores partner DONG Energy vil gerne være noget for boligejerne, og det er derfor naturligt for os at lægge kræfter i udviklingen af digitale services til glæde for netop dem, lyder det fra underdirektør i Nykredit Thomas Kragh i en pressemeddelelse.
– Vi glæder os meget over, at kunne tilbyde danskerne en hjælpende hånd, eller rettere en app, når de skal flytte bolig. Vi har været igennem en spændende proces med vores samarbejdspartner DONG Energy, bureau-partner Konstellation og appudviklingsbureauet Greener Pastures og vi er meget tilfredse med resultatet, fortsætter han.
Branded utilities, tak
Hos Konstellation er tilfredsheden også til at få øje på.
– Vi oplever i stadig stigende grad, at virksomheder ønsker at udvikle branded utilities, der hjælper forbrugerne med at gøre deres liv og hverdag nemmere. Innovation er den bedste form for branding, og skaber samtidig også nye kanaler og platforme, der udvikler sig over tid, siger Claus Leinøe, kontaktdirektør og partner i Konstellation.
– Platforme hvorfra virksomhederne kan kommunikere relevant information til forbrugerne samt være til stede på de rigtige tidspunkter. Vi er derfor glade for, at to så spændende og markante virksomheder som Nykredit og DONG Energy har valgt os som samarbejdspartner til dette nye projekt. Vi har været med fra dag ét og glæder os til den fortsatte udvikling af servicen, forsætter han.
Flytteplanen er tilgængelig som native app i App Store og på Google Play. Senere på måneden lanceres den også som web app. Den nye flytteservice indeholder blandt andet:
● En personlig huskeliste og plan med vigtige datoer og opgaver
● Information om alle relevante flyttedokumenter
● Tips og gode råd til din flytning – og til dit nye hjem
● Værktøj til at organisere dine flyttekasser, med bl.a. billeder af indhold og kategorisering
Strategi, koncept, design, UX, backend programmering og web app er udviklet af Konstellation. Programmeringen af de to native apps er udført af Greener Pastures.