Apple har sat jagten ind på at kapre kunder hos konkurrenterne.

Det vurderer teknologi-blogger og vicedirektør på webtjenesten memit.com, Jon Lund, efter at den amerikanske it-gigant på et pressemøde i Apples hovedkvarter i Californien tirsdag lancerede den billige iPhone 5C, der i USA vil koste fra 99 dollar. Vel at mærke med abonnement.

– Det er faktisk et nybrud for almindelige mennesker, men det er også smart strategisk fra Apple, for de skal positionere sig i en kamp i de dele af verden, der ikke har haft adgang til telefonerne, men vil få det fremover, siger han.

I dag sidder mobiltelefon-producenter, der bruger Googles styresystem Android, på 80 procent af verdensmarkedet, blandt andet fordi de er billigere. Og hvis Apple vil have en del af kagen, er det nødvendigt med en billigere model, vurderer Jon Lund.

– Hvis Apple vil noget andet end at have 17 procent af markedet, så er det godt at have nogle billigere produkter, for så kan du gå ud og kapre nogle flere markedsandele, siger han.

Apples ærkerival Samsung sælger masser af billige telefoner med Android-styresystemet, men den sydkoreanske producent behøver ikke at skælve af frygt over Apples forsøg på at kapre kunder.

– Samsung skal ikke ryste i bukserne, men der er da kamp, og de skal være på stikkerne, siger Jon Lund og tilføjer:

– Det er ikke sådan, at markedsandelene går fra at være 80-20 den ene vej til at være 20-80 den anden vej. Det er ikke tilfældet.

Den billigste version af iPhone 5C har en størrelse på 16 gigabyte og koster 99 dollar, mens den dobbelte størrelse på 32 gigabyte vil koste 199 dollar. Begge er priser i USA og kræver abonnement.

Telefonerne vil formentlig komme i handlen i Danmark til december.

/ritzau/