Med et partnerskab med Apple signalerer 85-årige Bang & Olufsen, at Struer-virksomheden er inde i varmen hos et af verdens allerstørste og mest moderne brands.
Apple har åbnet døren på klem, og B&O har i dag produkter i 10-15 Apple-butikker ud af 288 i USA. Senere kommer der ”en håndfuld” B&O-produkter i europæiske Apple-butikker, oplyser B&O.
– Med hensyn til omsætningen i Apple har vi ikke store forventninger på den korte bane, lyder det fra B&Os kommunikationschef Tommy Jakobsen – der samtidig fortæller, at B&O ikke vil oplyse om Apple-aftalens konkrete indhold.
De vage meldinger om det nye teknologi-ægteskab er naturlige. For Apple lover ikke hvem som helst hvad som helst, lyder det fra den danske højttalerproducent Libratone, som slap gennem Apples nåleøje i november.
– De er benhårde. De har kun produkterne inde i butikkerne så lang tid, at de kan se, at kunderne gerne vil købe dem, siger Fritz Andersen, adm. dir. i Libratone om, hvor længe Apple har sagt ja til at forhandle hans højttalere med ny trådløs teknologi.
Selv om samarbejdet kan blive afbrudt hurtigt ved vigende salg er Libratone meget tilfreds med sin kontrakt og med Apples behandling af virksomheden. Effekten af omtalen og eksponeringen sammen med Apple betegner Fritz Andersen som ”enorm”.
– Vi har oplevet en fantastisk imødekommenhed. Apple er kun en hård hund, hvis man ser på deres krav til margin. De har nogle ret skrappe indtjeningskrav per hyldecentimeter, siger Fritz Andersen.