Den første weekend med Apples nye iPad har ifølge firmaet selv solgt tre millioner styk, skriver Business.dk
Apple sagde mandag, at det var det hidtil største førstesalg af en iPad-model indtil nu. iPad 3 kom i handelen i USA og ni andre lande fredag og vil fra den kommende weekend kunne købes i endnu 24 lande, heriblandt Danmark.
iPad 3 har en hurtigere processor, en skærm med en langt højere opløsning og et forbedret kamera. I USA og Canada kan den desuden kobles på de nye 4G-supermobilnet, men det fungerer ikke i Europa, hvor 4G-frekvenserne er anderledes end i Nordamerika.
iPad 3 koster det samme som forgængeren, nemlig i USA fra 499 dollars og opefter. Til gengæld er iPad 2 sat ned i pris.
Analysehuset IDC, som følger teknologimarkederne tæt, har netop opjusteret forventningerne til salget af tavle-PCer i 2012 med 18 millioner. Forventningen er nu, at der i år bliver solgt 106,1 millioner tavlecomputere mod 68,7 millioner sidste år. En stadig større andel af dem er med Googles styresystem Android.
Business.dk