Ekstra Bladet har længe været klar med en udgave af avisen til bærbare enheder som iPhones og iPads, men Apple har forhindret den i at blive solgt i selskabets App Store, fordi Ekstra Bladet – som bekendt – er spækket med billeder af letpåklædte kvinder og massageannoncer.
Sent torsdag aften kom der imidlertid besked fra Apples hovedkvarter om, at den elektroniske udgave af avisen var sluppet gennem Apple-censurens nåleøje.
Dermed kan Ekstra Bladet nu downloades og læses i den fulde version på iPhone, iPod Touch og iPad. Med hud og hår.
– Vores elektroniske udgave af papiravisen, eBladet, har længe været tilgængelig på ekstrabladet.dk, og det er glædeligt, at fornuften har sejret. Med aftenens beslutning nu tager skridtet og lancerer en version på de mobile devices, udtaler bladsalgsdirektør Ole Sloth.
Ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen glæder sig over, avisen endelig er på iPad og iPhone i sin fulde, ucensurerede form.
– Man skal vist være ansat hos Apple for at forstå logikken, så det har vi for længst opgivet at sætte os ind i. Nu glæder vi os bare over, at vi kan konkurrere på lige vilkår, og at Ekstra Bladet er tilgængelig på de nye markeder i den version, vi ønsker, siger han.
Avisen er et betalingsprodukt, og eBladet på Apples App Store kommer til at koste 12 kroner i løssalg.