Apple og Google synes ikke umiddelbart tidligere at have været direkte konkurrenter, men den tid er en saga blot.
Google har netop lanceret mobiltelefonen Nexus One, mens Apple har investeret i mobilreklame-selskabet Quattro Wireless. En udskrivning der løb op i overkanten af 1,56 milliarder kroner. Det skriver The New York Times på sin hjemmeside.
Ifølge Gene Munster, der er senioranalytiker og beskæftiger sig med internetvirksomheder hos analysehuset Piper Jaffray, viser tiltagene, hvordan forholdet mellem de to selskaber på få år er gået fra at være ganske venskabeligt til at være yderst konkurrencepræget.
En situation, der understreges yderligere af, at Google i november købte AdMob, der er en direkte konkurrent til Quattro Wireless.
Ifølge business.dk kalder Broadpoint Amtech-analytiker Brian Marshall over for Reuters købet strategisk fornuftigt. Han vurderer, at det hele handler om mobilreklamer på avancerede mobiltelefoner og om, at parterne blot forsøger at maksimere den indtjening, de genererer online.