Aktiekursen på det amerikanske teknologiselskab Apple passerede mandag en ny milepæl, efter selskabet meddelte, at salget af den ny iPhone slår alle tidligere rekorder. Apple modtog ordrer på to millioner iPhone5 på den første dag, telefonen blev udbudt.
På Wall Street sluttede kursen i 699,78 dollar, men i eftermarkedet, der indikerer morgendagens kurs, ligger kursen nu for første gang over 700 dollar, ifølge Bloomberg News.
Siden sin debut i 2007 har iPhonen udviklet sig til Apples bedst sælgende produkt, og den står nu for totredjedele af overskuddet.
– Jeg er målløs, siger Rex Ishibashi, direktør for Callaway Digital Arts, der udvikler spil for iPhone, til Bloomberg News og fortsætter alligevel: ”Salget afspejler den betydning, disse apparater og digitale teknologier har fået i vores liv”.
En aktieanalytiker fra finanshuset Sterne Agee & Leach konstaterer, at den første sending af iPhone 5 nu er udsolgt, og løfter sin prognose for årets salg af den nye smartphone.
Apple overhalede sidste år olieselskabet ExxonMobile som verdens mest værdifulde selskab. Året før havde Apple vippet Microsoft af pinden som det mest værdifulde teknologiselskab.
/ritzau/