Hvis man skulle være i nærheden af Chicagos Lincoln Park-kvarter, så bør man næste slå et smut forbi den lokale metro-station. Eller subway station, som det hedder over there.
Den er nemlig blevet nyrenoveret formedelst fire millioner dollar eller omkring 24 millioner kroner.
Og det er såmænd iPhone-iPod-iPad-Macbook med mere-opfinderen Apple, der har finansieret dén øvelse, skriver nyhedssitet psfk.com.

Apple stod nemlig i begreb med at bygge en ny butik på den tilstødende grund, og den gamle station var ikke den pæneste nabo i verden, mente virksomheden (se det øverst billede).

Og ifølge avisen Chicago Tribune var der noget om snakken: stationen var ganske simpelt i så dårlig stand, at passagererne rent faktisk havde fået for vane at stå af ved et tidligere – eller senere – stoppested for at undgå området omkring stationen.

En udfordring, som det hedder på moderne management-sprog, for en virksomhed, der planlægger en butik i netop dét kvarter.

Man kan naturligvis altid indvende, at Apple kunne have valgt en anden adresse, men når det nu skulle være som det blev, giver det faktisk god mening, mener Kirthi Kalyanam, der er professor ved Retail Managament Institute på Santa Clara Universitet i Californien.
– Det kan godt være man som almindelig forbruger ikke tænker på den måde, men indkøbsoplevelser starter ikke først, når du står i butikken. De starter allerede, når du er på vej derhen, siger hun.Så nu er her lys, luft, stole, springvand og meget mere (nederste billede).
Selv har Apple angiveligt i tilgift søgt Chicagos myndigheder om at få lov at kalde stationen ” The Apple Red Line Stop”.Men selv om transportmyndighederne i byen tidligere har været positivt indstillede over for at sælge navnerettigheder til blandt andet togstationer, så er der endnu ikke givet grønt lys i det konkrete tilfælde.