Nye udtalelser fra Apples adm. direktør Tim Cook varsler måske en lancering af fjernsyn fra iPhone-producenten, og dermed lever rygterne om en ny satsning fra Apple fortsat i bedste velgående, skriver The Australian.
Udtalelserne fra Apple-direktøren kom i forbindelse med et interview i en amerikansk tv-udsendelse, hvor det også blev afsløret at Apple flytter noget af produktionen i Kina hjem til USA
– Når jeg går ind i min stue og tænder for fjernsynet, føler jeg pludselig at være gået 20 til 30 år tilbage i tiden. Jeg kan ikke sige mere end, at det er et område vi har stor fokus på, lød det fra Tim Cook ifølge The Australian.
De nye udtalelser fra Tim Cook bidrager yderligere til tidligere spekulationer, som gik på at Apple overvejede at indtræde på det globale marked for TV.
Ifølge The Australian har tv-markedet lidt hårdt under den finansielle krise, og store aktører som Sharp og Panasonic befinder sig i finansielle problemer, hvilket understreger nødvendigheden for Apple om at komme med noget banebrydende for at satsningen bliver en succes.
The Australian/Aktiefokus