Fire tech-brands – Apple, Google, Microsoft og IBM – har i de seneste tre år formået at indtage fire ud af de fem øverste pladser på BrandZ-listen over verdens mest værdifulde brands.
Undersøgelsen er gennemført hvert år siden 2006, og som et kuriosum kan nævnes, at Apple i den første måling indtog en 29. plads med en værdi på 15,9 mia. dollar. I 2012-udgaven er Apple for andet år i træk øverst på podiet, og i år er brandets værdi sat til lige knap 183 mia. dollar…
Blandt de brands, der er vokset mest i værdi, anfører BrandZ – igen for andet år i træk – Facebook, som er sat til en værdi af 33,2 mia. dollar. Det rækker til en 19. plads – 16 pladser op i forhold til 2011.
Men undersøgelsen er gennemført før børsnoteringen, så hvis man tillader sig i stedet at benytte de omkring 100 mia. dollar det sociale medie skulle være værd på børsen i dag – ja, så ville Facebook indtage fjerdepladsen på listen, skubbe Microsoft ud, og placere sig lige foran McDonald’s.
Med danske briller er listen i princippet ”uinteressant”, da der ingen danske brands er blandt de øverste 100, men vi kan kippe med flaget til vores svenske venner, som kan brillere med H&M på en 58. plads og en værdi på 13,4 mia. dollar – og IKEA på en 89. plads og en værdi af 9,2 mia. dollar.
Sidstnævnte er endda en af årets ”top risers” med en brand-værdivækst på 26 procent.
Og her er så de øverste 10 på 2012-listen og deres værdi:
1. Apple – 182,9 mia. dollar
2. IBM -115,9 mia. dollar
3. Google – 107,8 mia. dollars
4. McDonald’s – 95,1 mia. dollar
5. Microsoft – 76,6 mia. dollar
6. Coca-Cola – 74,2 mia. dollar
7. Marlboro – 73,6 mia. dollar
8. AT & T – 68,8 mia. dollar
9. Verizon – 49,1 mia. dollar
10. China Mobile – 47,0 mia. dollar
Hele listen kan ses her.