Apple har overhalet Google som verdens mest værdifulde varemærke med en anslået værdi på 153 milliarder dollar. Det viser en ny rangliste offentliggjort mandag, ifølge Financial Times.
De seneste fire år har Google, firmaet bag den mest anvendte søgemaskine på nettet, toppet ranglisten over de 100 mest værdifulde ‘brands’ globalt. BrandZ Top 100-listen udarbejdes af firmaet Millward Brown, der er en del af reklameselskabet WPP.
Listen dækker alle brancher lige fra bilfabrikanter til tøjproducenter, teleselskaber og finansvirksomheder. Teknologiselskaber dominerer toppen af listen med seks placeringer blandt de 10 højest rangerede selskaber.
– Apples værdi som varemærke er braget op det seneste år, som følge af selskabets store succes med iPhone og iPad, skriver Financial Times.
Værdien af Apple-navnet er øget med 137 milliarder dollar eller 859 procent, siden BrandZ-listen i 2006 blev udarbejdet for første gang.