Idéen lyder fuldstændig skør, men i 2007 satte Jonathan Breeze sig sammen med sin bankforbindelse, Euram Bank i Wien, for at drøfte en ny forretningsplan.
Den tidligere luftkaptajn ville flyve erhvervsledere rundt i Europa til destinationer, der var særdeles vanskelige at nå via de normale luftfartselskaber.
Vel at mærke forretningsfolk, der ikke har behov for at eje eget fly, egen lystyacht, egen Ferrari og egen Picasso-samling.
− Målgruppen er ”working class millionairs” (arbejderklassens millionærer, red.), siger Jonathan Breeze med tungen godt ud i kinden. I dag er der mindst en million potentielle kunder i Europa og 50.000 i Danmark, der matcher Jet Republics målgruppe. Det er ganske enkelt folk, der hver har likvidder på mindst en million dollar.
Working Class heroes?
− Ja, det kan man grine af, men vi sigter efter de forretningsrejsende, der ikke skilter med midlerne, eller nødigt vil eksponeres på grund af rigdom. De bruger fly som taxaer, fordi de erkender, at for mange byer er uden ordentlig forbindelse med netop deres destination. Til gengæld bruger de også rutefly, når det passer ind i planerne.
Jonathan Breeze giver flere eksempler. Folk fra Aalborg, der vil til Stettin, skal jo ikke via København eller Warszawa, vel? Jet Republic vil flyve til mere end 1.000 destinationer i Europa af den karakter, og har for eksempel identificeret over 40 lufthavne i Danmark, der kan beflyves.
To versioner
Hvilket koncept tilbyder I så?
− Principielt to forskellige. Et Jet kort-medlemskab er til rejsende, der har et behov på 25 timers flyvetid årligt. Prisen starter ved 115.000 euro. Man kan også købe andele i vores fly. Det er typisk rejsende, der har behov for 100 timer i luften årligt. Ejerandelen er dyrere end prisen på den nøgne flyvetid, men der er også andre fordele forbundet med det, siger Jonathan Breeze.
Jet Republic har købt 110 Learjets af Bombardier, og Jonathan Breeze indrømmer, at han ikke har betalt den normale pris på 14,5 millioner dollar per styk.
Til gengæld har han indrettet de 110 fly, så de er moderne. Det er standard-Learjetten ikke, hvis man skal tro på Jonathan Breeze.
− Vi indgik ganske enkelt en samarbejdsaftale med Bombardier, så vi rev al indmaden ud af stardard-flyene. Det viste sig nemlig, at alle de private jets minder om et Mariott hotel fra 80’erne. Vi har haft en af verdens førende fly-designere, Jose Luiz Montero, til at skræddersy cabinerne efter vort behov.
Det handler om alt fra de mest komfortable sæder til at huske at installere de bedste espresso-maskiner i kabinen. Og skaffe plads til ægte service i disse små fly.
Normalt er der nemlig ikke servering eller andre luksusprægede goder til passagererne, når man lejer små privatfly med seks-syv sæder.
− Du kan sige, at vi leverer første klasses service til business class priser. Vi har f.eks. Wi-Fi-system i flyene, så du altid er online hos os. Ikke noget med at slukke for mobilen, fordi du sidder i et fly.
Sort som limousiner
I øjeblikket flyver der cirka 2.000 business jets rundt i Europa, mens der er fire gange så mange i USA.
Jet Republic agter kun at beflyve Europa, hvor flyvetiden ligger på en 4-5 timer og aktions-radius ligger i størrelsen på 4.000 km. Til gengæld har den nye virksomhed samarbejdsaftaler med 40 operatører, så man altid kan flyve transatlantisk eller til Østen.
− Tænk på os, som en timeshare investering. Nu kan man ikke flytte huse, og derfor er timeshare-idéen i virkeligheden vanskelig at sælge. Men man kan flytte fly, og i princippet kan alle vore 110 Learjets flyve ud af København på samme dag.
Om markedet er stort nok, vil fremtiden vise. Jonathan Breeze har haft Bombardiers økonomer til at gennemgå Jet Republics business plan med en tættekam, før de indgik aftalen med Breeze og hans investorer.
Når det første Jet Republic-fly, der i øvrigt er sorte som limousiner, letter fra København til efteråret, vil det skabe overskud fra første take off. I det mindste i den forstand, at de 4.600 euro per flyvetime sikrer en CO2-neutral overskudsgivende forretning.
− Jeg indrømmer, at mens vi forhandlede, faldt bunden ud af markedet, og derfor fik vi en rigtig god pris hos Bombardier. Men uanset hvor stor krisen er, skal alle forretningsfolk flyve, og hvor business class flyvninger er faldet med 15 procent og business jet-segmentet er faldet med 20 procent, er vi stadig overskudsgivende, netop fordi vi fik nogle rigtig gode betingelser hos Bombardier.
Jonathan Breeze glæder sig til at gøre skeptikerne til skamme.
At flyve privat er trods alt blot en dyr taxa-tur, og hvis man ellers værdsætter sin egen tid, er pengene givet godt ud, mener han.