Engagement. Entusiasme. Kompetence. Netværk. Og tid, tid, tid. Det kræver det at være institutbestyrer på Reklameskolen. De tre linjer har hver tre “tutter,“ som står for hele planlægningen og koordineringen af uddannelsen. Ved siden af skal man også være censor, undervise, hvis der opstår huller, vejlede, evaluere – og lønnen? Her bærer arbejdet lønnen i sig selv – det er ganske frivilligt og ulønnet at være “tut“. Men hvad er det så, som får travle mennesker til at hive hundredvis af timer ud af kalenderen hvert år for at investere dem i uddannelsen af branchens unge talenter? Markedsføring har spurgt nogle af “tutterne.“


UNGE TALENTER ER SPæNDENDE
– Jeg har altid interesseret mig for unge talenter. Det er utroligt spændende at arbejde med unge, som har andre nuancer på tingene end vi andre. Lige så spændende som at gå på kursus. Og selvfølgelig er der da også et element at talentspejder i det – men man bruger altså ikke 300 timer om året bare på at være talentspejder.
Sådan fortæller Annemette Allerup, som siden hold 7 har været institutbestyrer på Reklameskolens tekst-linie. Men som har været tilknyttet skolen, først som censor, siden som underviser, lige siden starten.
– Det kræver et godt netværk i branchen at være institutbestyrer, fordi det jo er os, som skal tilrettelægge undervisningen. Selv underviser vi kun i mindre omfang, men vi skal vide, hvem vi kan koble på som lærerkræfter på de forskellige fag og forløb.
– De fag, jeg selv står for, er de mindst strukturerede af skolens linjer. Og tager derfor meget udgangspunkt i personlige erfaringer, viden og kunnen. Elever og lærere på for eksempel AD-linjen har i højere grad en formel baggrund – fra Den Grafiske Højskole, Kunsthåndværkerskolen eller Designskolen. Vores fag handler mere om learning by doing, forklarer Annemette Allerup. Og hun understreger, at skolens uddannelser hele tiden udvikler sig.
– Jeg lavede for eksempel oplægget, da vi for nogle år siden omstrukturerede tekst-linien og gjorde den mere sammenhængende. Og på hold 10 viste det sig, at eleverne trængte til en klasselærer. Det kan vi jo ikke tilbyde dem, men i den forbindelse er det naturligvis en fordel med en heltids rektor, som kan løfte noget af det behov for kontinuitet. Og så indførte vi – i første omgang kun på tekst-linjen – en fastere tilknytning mellem den enkelte elev og en institutbestyrer. Før sad vi alle tre med til alle møder og samtaler, i dag er det kun elevens egen “tut.“ Det betyder, at vi har mere snor i den enkelte elev, kender vedkommendes stærke og svage sider, ved, hvad vi skal arbejde med at udvikle, ligesom vi gennemfører to samtaler med eleven i hvert semester, understreger Annemette Allerup.
Mens institutbestyrerne i skolens første leveår hoppede ud og ind, så har kredsen af “tutter“i de senere år været meget stabil.
– Heldigvis – set i forhold til alt det, der er sket omkring rektorposten. Men det betyder til gengæld, at det er de gamle røvhuller, som sidder på tekst-linjen, og vi kan da godt trænge til nyt blod.
– Men situationen er jo den, at selv om man kender en yngre tesktforfatter, som ville være perfekt i denne sammenhæng, så er det ikke sikket vedkommende får lov af sit bureau. Eller vedkommende har små børn og kan ikke bruge al den tid, opgaven kræver. Så må vi nøjes med at trække på vedkommende som lærer, siger Annemette Allerup, som vurderer, at det ville være godt med et roterende institutbestyrer-system.


DRIVKRAFTEN ER LYST OG PLIGT
– Jeg har været institutbestyrer i seks-syv år, så jeg må siges at tilhøre den gamle garde, fastslår Peter Frölich, som er institutbestyrer på AD-linjen – og som har undervist på skolen lige siden hold 1.
– Min drivkraft er en kombination af lyst og pligt. Lysten skal være der. Man skal have en oplevelse af, at det er sjovt at arbejde med de unge talenter. Men jeg oplever det også som en pligt at lære sine efterkommere noget om reklame og den måde, man arbejder på. Til gengæld får man også utroligt meget igen, for undervisning er jo ikke envejskommunikation, terperi – men dialog, fastslår Peter Frölich.
Han er i dag selvstændig med egen virksomhed. Alligevel lægger han mere end 300 timers ulønnet arbejde på Reklameskolen hvert år.
– Så jeg håber sandelig, at nogen får noget ud af det. Men nu, hvor jeg sidder som selvstændig, kan jeg se det urimelige i, at posten som institutbestyrer ikke er lønnet. At dem, der sidder og tilrettelægger hele skolens gang, fungerer på samme vilkår som Florence Nightingale, siger Peter Frölich. Og han tilføjer:
– Så længe, jeg selv får noget ud af det og andre føler sig inspireret af mig, er det ok. Men den dag, det ikke længere er tilfældet, siger jeg nej.
Han vurderer, at konstruktionen med tre institutbestyrere på hver linje fungerer rigtig godt.
– Jeg ville aldrig kunne sidde helt alene og tilrettelægge forløbet på en linie. Jeg har jo min måde at gøre tingene på, de andre “tutter“ har deres. Og det er godt, at vi får så mange forskellige meninger på bordet, når vi mødes. Desuden betyder det, at vi tilsammen har et fantastisk netværk – tænk på, hvor mange vi hver især kender. Tilsammen er det jo et hav af mennesker – fra toppen af erhvervslivet til ham, der står i værkstedet, fortæller Peter Frölich.


HVILKEN HOBBY SKAL JEG DROPPE?
– Mens Dorthe Zangenberg var rektor, spurgte hun mig, om jeg kunne tænke mig at blive institutbestyrer. Jeg tog en dyb indånding og tænkte: Hvilken hobby skal jeg nu lægge til side?
Sådan fortæller Carsten Granzow, der siden skolens start har været tilknyttet som underviser. Og som i de seneste år har været institutbestyrer på projektleder-linien.
– At være institutbestyrer stiller krav. Ikke mindst når det gælder tid. Jeg bruger 3-400 timer om året på skolen – og det har bestemt ikke forbedret mit handicap i golf. Således skal man være villig til at påtage sig planlægningen af uddannelsesforløbets i alt fire semestre, koordinere hele forløbet – hvem skal undervise i hvad – og lægge rammerne for, hvad der skal undervises i. Desuden er uddannelsen jo konstant under revision. Det tager alt sammen tid. Og så er man yderligere opgavevejleder. Der er jo tale om reelle kunder, og derfor vil man gerne hjælpe dem med briefingen, så de også får noget ud af samarbejdet med skolen, forklarer Carsten Granzow.
Han peger på, at tidspresset er en væsentlig årsag til, at der er tre institutbestyrere på hver linje.
– I travle perioder kan vi dække hinanden ind. Men nok så væsentligt er det, at vi supplerer hinandens viden. Når vi alle sidder samlet, repræsenterer “tutterne“ jo en meget bred viden om branchen, siger Carsten Granzow.
Men hvorfor overhovedet bruge så store mængder tid og kræfter på et frivilligt, ulønnet arbejde?
– Sådan en skole ville jeg selv gerne have gået på – derfor.
Carsten Granzow peger dog på, at ændringen af hold 11 har været en “megastor“ opgave.
– Tidligere har der været tale om evolution. Men denne ændring er meget mere gennemgribende – kan man overhovedet bøje evolution uden at havne i revolution? I alt fald har vi ændret hele skoleforløbet, fordi det viste sig ikke at være helt i overensstemmelse med vore opdragsgiveres – bureauejernes – ønsker, siger han.
.

FAGLIG OG PERSONLIG UDVIKLING
– Når jeg kigger tilbage på tiden før, jeg kom til BBDO, er det arbejdet som institutbestyrer, der har udviklet mig mest fagligt og personligt. Dels på grund af mødet med eleverne og de input, der kommer den vej. Men også samarbejdet i kredsen af institutbestyrere har været en helt speciel oplevelse. Vi var meget forskellige og havde hver sine synspunkter og holdninger. Men der var helt frit slag for diskussionerne, og man forfulgte sine mål helt åbent. Fordi det ikke handlede om personlig magt eller ambitioner – men fordi man troede på noget, siger administrerende direktør Michael Knudsen, BBDO, som før var institutbestyrer på projektleder-linien. Men som trådte ud af kredsen, da han på samme tid fik både barn og ledelsesansvar.
– Det var en kolossal udfordring, da jeg i 1991 – eller var det 92 ? – blev institutbestyrer. Jeg var relativt ung selv, men havde alligevel været længe i branchen, og opgaven blev et godt spark i rumpen for mig. Men det er krævende – man bruger utroligt mange timer på planlægning, undervisning, vejledning etc. Men i og med, at det hele er båret af frivillige kræfter, at skolen lever af entusiasme, begejstring for projektet – får man en masse igen.
– For eksempel er der ikke skiftet så meget ud blandt institutbestyrerne, og det ville der blive, hvis man bare gav og gav uden at få noget til gengæld.
– Men det kræver entusiasme – og selvfølgelig noget kompetence at være “tut“. Og i perioder med skiftende rektorer har det været meget krævende, vi brugte virkelig mange kalorier i den periode. Nu ser det dog ud til, at der er kommet ro på dette felt, vurderer Michael Knudsen,. Og han tilføjer:
– Nu er jeg så blevet en af dem, der sender elever til skolen. Men jeg er stadig censor, fordi jeg gerne vil bevare tilknytningen.