Omkring 100 strejkende på Aller Tryk i Taastrup valgte onsdag klokken 13
at genoptage arbejdet efter at have strejket i en uge. Arbejdsgiveren og
de ansatte forsøgte i løbet af tirsdag og onsdag formiddag at finde en
løsning, og parterne mødes senere onsdag eftermiddag. De ansatte vurderede
dog, at en løsning var inden for rækkevidde og genoptog arbejdet klokken
13 inden de sidste forhandlinger.
– Vi er da glade for, at man lokalt kunne blive enige om tingene, siger
Simon Tøgern, formand for HK/Medie & Kommunikation i København, der har
fulgt den overenskomststridige strejke tæt.
Strejken begyndte natten til den 6. september efter måneders forhandlinger
om nye arbejdsrutiner.
/ritzau/