Nu skal internationale turister med hang til fish’n’chips ikke længere tænke ”Britain” – eller Storbritannien, som vi siger her i landet.
I stedet skal fokus i markedsføringen lægges på brands’ene England, London, Skotland og Wales.
Det fremgår af en rapport fra DCMS (Department for Culture, Media and Sport), og det handler om at den britiske regering ønsker at øge kendskabet til Storbritanniens ”sub-brands” op mod OL i London i 2012. Det skriver marketingmagazine.co.uk.
Organisationen VisitBritain skal fremover spille en mere administrativ rolle og fungere som støtte for de fire ”subbrands” England, London, Skotland og Wales. Nord-Irland nævnes ikke.
Brandet Britain vil fortsat spille en selvstændig rolle i områder, hvor befolkningen vurderes at have mindre kendskab til ”subbrands’ene”, som for eksempel Kina og Brasilien, men andre steder vil begrebet Storbritannien blive nedtonet.
I samme forbindelse oprettes en særlig turist-organisation ”Visit-England”, som får selvstændig status ved siden af VisitBritain.
Hvordan British Airways har tænkt sig at tackle dén situation, melder historien ikke noget om.