I grunden skulle vi jo være stolte af Arla, Danish Crown, Danisco og Carlsberg. Disse fødevarevirksomheder har formået at gøre sig gældende på verdensplan, og på hjemmefronten behersker hver især mindst 80 % af markedet. Vel er de ikke monopoler, men det ligner dominans, og det vil medierne som forbrugernes talerør ikke finde sig i. Kombinationen af gigantiske leverandører og supermarkedskæder svækker den frie konkurrence, som er en bærende søjle i den markedsøkonomi, vi ikke vil undvære.
For tiden er det Arla, der er i vælten. Når en læserbrevs-skribent i Politiken kan forarges over, at det danske fodboldlandshold har en sponsoraftale med Arla, så må man se i øjnene, at irritationen og indignationen har nået højder, der må opfattes som en trussel. Arla’s direktør Jens Bigum har da også sendt et brev til sine 18.000 medarbejdere om det ”urimelige” i, at ”enkeltsager i den grad forvrænger billedet af Arla”. Han ser frem til, at ”mediestormen” lægge r sig, hvorefter Arla skal blive bedre til at ”forstå og imødegå de strømninger i samfundet, som har dannet baggrund for de seneste ugers polemik”.
Arla er blevet taget på fersk gerning. De saboterer økologien, smadrer små mejerier, presser mælkeleverandørerne og misbruger deres position til at presse priserne i vejret. Helt galt gik det, da pressen afslørede, at produktet økologisk mælk i store beholdere til storkøkkener var steget 20 %. Forklaringen var forkølet, det var simpelthen en tjenstivrig underordnet, der uden tilladelse havde pillet ved priserne. Undskyld, undskyld, vi betaler de for meget opkrævede penge tilbage (nu hvor vi har opdaget, hvor stor forargelse vores prisjustering forvolder). Men skaden var sket.
Set fra et dansk morgenbord med homogeniseret mælk, yoghurt, gul skæreost og noget smørbart er Arla en mastodont. Men der var ikke andet at vælge imellem. Jo, måske nogle specialoste fra udlandet med mere smag og personlighed, og de vil sandsynligvis også være Arla-produkter fra importfirmae t Delimo. Måske serverer mor Danone-yoghurt med masser af sukker i små kulørte plasticbægre til ungerne, det skulle jo være så sundt. Calcium, natrium, vitaminer, mineraler samt nogle hjælpestoffer, som alt i alt sikrer den franske multi-gigant en årlig omsætning på 100 milliarder. Her er Arla en dværg.
Vi drømmer om det gode liv, og her har Arla ikke nogen fremtrædende plads. De er en slags nødvendighedsartikler langt nede på den kulinariske rangstige. En delikatesse som Høng Camenbert er degenereret til smags-svag svamp, som ikke kan forskrække ret mange. Helst vil vi betjenes af små mejerier, der henter økologisk mælk hos samvittighedsfulde kvægavlere og fremstiller osten efter gamle principper uden snydestoffer. Helten er den modne mejerist, som sætter håndværksmæssig stolthed højere end masseproduktion. Vi foretrækker håndværk fremfor industri og irriteres over, at kædernes indkøbere handler på vores vegne og tvinger os til at vælge mellem Arla-produkter.
Mælkebaserede varer står højt på indkøbslisten, så bortset fra mennesker, der ikke kan tåle lactose, er vi så at sige alle sammen i lommen på Arla, medmindre vi køber ind i specialforretninger, som der bliver stadig færre af. Det er et dilemma, vi kommer til at høre mere til, for medierne giver forbrugerstof høj prioritet og vil gerne tage parti for de små leverandører (der også har glemt at annoncere i dagbladene). Hvordan det skal lade sig gøre for Arla at ”opnå en større grad af accept fra omverdenen” (Jens Bigum) er umiddelbart svært at se. På den ene side skal vi være glade for et dansk-svensk samarbejde, der indtjener valuta, på den anden side er vi skeptiske overfor den ensretning af vareudvalget, der er en grundlæggende idé i Arla’s optimering af kølemontrernes indhold.
I øjeblikket er Arla noget, man vrænger af. Det er blevet et skældsord, mærket forbindes med noget negativt, og oprøret er i gang, når indignerede forbrugere tilkalder mælkedisponenten i deres lokale supermarked og kræver mælk fra humanistiske mejerier. Selvfølgelig vil stormen stil ne af for en stund, for medierne kan ikke bliver ved med at køre i den samme rille, og i næste ombæring er det måske flæskebjerget Danish Crown, der står for skud. Men når Arla igen forsøger at styrke sin position ved at opkøbe og lukke endnu et mejeri, vil journalisterne prøve at spænde ben.
Om Arla kan reklamere sig til en større grad af anerkendelse er usikkert. Her kræves kommunikationskunst i mesterklasse. Koen Karoline, som engang var et nationalt ikon, er død og begravet. Tilbage står en mastodont med rod i det landbrug, som engang var en bærende kraft med mange hundrede tusinde medarbejdere og i dag er en minoritet, der er kommet i konflikt med kunderne.