Grønlandske TELE-POST, som er 100 procent ejet af Grønlands Selvstyre, har efter en budrunde valgt at satse på det danske digitalbureau Adapt.
Bureauet skal således stå for såvel den tekniske udvikling og implementering af en ny webplatform til TELE-POST, som består af fire hovedsites.
Formålet med webplatformen er bl.a. at lancere en række nye onlinetjenester og -services, der skal øge selvbetjeningen for TELE-POSTs kunder samt etablere en ny online salgskanal.
– Det betyder, at websites går fra at være informations-websites til interaktive og personaliserede kommunikationskanaler, lyder det fra Carsten Anthonisen, der er Salgschef & Partner i Adapt.
Baseres på Drupal
Adapt baserer den nye platform på CMS’et Drupal.
– Efter en gennemgang af TELE-POSTs ønsker og krav, samt gennemgang af de væsentligste webplatforme valgte vi Drupal. Bl.a. ud fra et ønske om at basere de fremtidige webløsninger på en standardplatform uden for mange afvigelser, lyder det fra Carsten Anthonisen.
Ud over selve platformen skal der også udvikles en webshop, og denne baseres på Drupal Commerce.
Den nye platform bliver kodet ”responsivt”, hvilket betyder, at designet tilpasser sig den enhed, som brugeren aflægger sit besøg på et af de fire nye hovedsites fra.
– Det stiller store krav til styling. Indholdet vil forblive det samme, men dele af indholdet fravælges, desto mindre skærmen bliver. Fordelen ved responsive design er, at redaktørerne af websitet kun skal vedligeholde indhold et sted, da det automatisk træder igennem på alle de andre enheder, siger Carsten Anthonisen.
TELE-POST servicerer 56.000 indbyggere med telekommunikation, IT og postvirksomhed. TELE-POST beskæftiger ca. 500 medarbejdere, og har afdelinger i alle byer i Grønland.