På det engelske marked markedsfører Arla mærket Lurpak Spreadable, samme produkt som det hjemlige Kærgården. Den smørbare variant af Lurpak er blevet en stor salgssucces, men konceptet hviler muligvis på ulovlig markedsføring.
Advokat Frederik Madsen, der arbejder for margarineindustriens brancheforening mener, at Arla overtræder en EU-forordning, der skal beskytte smør og andre rene mejeriprodukter. Ifølge forordningen må man ikke markedsføre et blandingsprodukt på en måde, der giver associationer til rene mejeriprodukter såsom smør. Arla overtræder den regel ved at anvende navnet Lurpak til at sælge et blandingsprodukt. Frederik Madsen vil i en sag som han fører for Fanø Mejeri mod Arla bl.a. fremføre, at Lurpak-mærket tilhører hele branchen og at Arla derfor ikke kan anvende det efter forgodtbefindende.
Hos Arla Foods undrer man sig over sagen.Man har markedsført Lurpak Spreadable i syv år uden at engelske konkurrenter har grebet ind.