Arla Foods har indgået en ny sponsoraftale med DBU frem til og med VM-slutrunden i Sydafrika i sommeren 2010. Så når det danske fodboldlandshold efter sommerferien tager hul på VM-kvalifikationsturneringen, bliver det fortsat med Arla Foods og DONG Energy som hovedsponsorer.
Det står klart, efter begge virksomheder er blevet enige med DBU om en ny sponsoraftale, der rækker fra sommeren 2008 til sommeren 2010.
For Arla Foods’ vedkommende omfatter den nye sponsoraftale – ligesom den nuværende aftale – ikke kun det danske herrelandshold, men også DBU’s ungdomslandshold samt unionens ungdomsaktiviteter, herunder de populære fodboldskoler.
– DBU er et oplagt sponsorat for os – det samler en bred interesse og opbakning i befolkningen og giver os samtidig mulighed for at gøre en positiv indsats med børne- og ungdomsarbejde på de årlige fodboldskoler, siger Lars Aagaard, Arla Foods’ direktør for det danske marked, og fortsætter:
– Udadtil er det nok mest synligt, at vi er sponsor for A-landsholdet, men vi ser sponsoratet som en fuld pakke, der langt fra kun handler om eliten, men lige så meget om børn og unges sundhed. I den nye aftale har vi valgt at lægge et endnu større fokus på børne- og ungdomsarbejdet.
Arla Foods og DONG Energy betaler tilsammen et grundbeløb på 14,5 mio. kroner om året. Dertil kommer for Arla Foods’ vedkommende en række aftaler omkring bl.a. børne- og ungdomsaktiviteter og den såkaldte Arla Talentpris.
Arla Foods har været involveret i samarbejdet med DBU siden 1987, først via Mejeriforeningens sponsorat af landsholdet og siden 1998 som hovedsponsor.
I sommeren 2004 trådte DONG Energy ind som delsponsor.
sit