Arlas planlagte opkøb og fusioner i Sydtyskland og Sverige er løbet ind i uventede problemer.
Mest kritisk er situationen i Sydtyskland, hvor en gruppe af andelshavere hos den planlagte partner, mejeriet Allgäuland, nu har stemt nej til at sælge deres del af selskabet, skriver Jyllands-Posten.
Netop denne gruppe af andelshavere har særlig stor betydning for Allgäuland, og deres afvisning kan medføre, at Arlas overtagelse af selskabet må opgives.
Arlas interesse i Allgäuland skyldes primært, at det sydtyske mejeri råder over en række specielle produkter, som er fremstillet af såkaldt bjergbonde-mælk fra køer, der har græsset i over 800 meters højde. Netop disse produkter passer perfekt til Arlas slogan tættere på naturen.