Reklameuniverset ”Brød elsker Kærgården” lever sikkert stadig i manges erindring, men det er lang tid siden, vi har set bagels og birkes kæmpe om Kærgårdens gunst.
Nu vender brødet tilbage i hovedrollen i en ny reklamefilm for Kærgården, der minder om dengang brandet var ”den frække dreng” i klassen.
Kærgården var det første brand, der blandede smør med raps-olie for at opnå en konsistens, som var smørbar lige fra køleskabet.
Det var tilbage i 1990’erne, og Kærgården etablerede sig som et af Danmarks største brands og i den forbindelse lancerede Arla kampagnen ”Brød elsker Kærgården”. Siden har Kærgården været på en lang rejse gennem flere forskellige kampagneuniverser.
Lige fra dyr, der kravler ud af skabe, til talende køer og i sidste omgang en global kampagne med Hollywoodstjernen Forest Whitaker i hovedrollen.
Brød elsker stadig Kærgården
Det nye reklameunivers er udviklet af konceptudvikler Jabali Ravn og Henrik Tvilling hos reklamebureauet Hjaltelin Stahl og er produceret af filmselskabet Bacon.
– Den danske produktion har været en vigtig prioritering for os både i forhold til den kreative proces og selve produktionen. Vi har taget ved lære efter den globale kampagne med Forest Whitaker, som vi måtte erkende ikke ramte den danske mentalitet, siger marketingsdirektør hos Arla Jakob B. Knudsen.
– Med det nye univers omkring Brød elsker Kærgården, håber vi, at ramme en lettere og mere dansk humoristisk tone, som vi tror, vil virke rigtig godt, fortsætter han.
Det er ikke en tilfældighed, at det nye univers giver flashback til Kærgårdens kendte tv-reklamer fra slutningen af 90’erne. Den kreative konceptudvikler Henrik Tvilling har nemlig været med til at skabe begge universer.
En klassiker i nye klæder
Den nye reklamefilm med Kærgården er lavet i samarbejde med en af Danmarks mest prisvindende reklamefilmsinstruktør Kasper Wedendahl, der også er stifter af Bacon CPH.
I den nye reklamefilm spilles hovedrollen af croissanten Frederik, som kæmper en ihærdig kamp for at overvinde sin overdrevne lyst til Kærgården. Emballagen er også blevet re-designet, og det nye design kombineret med den nye kampagne skal løfte Kærgården tilbage til sin storhedstid.
– Relanceringen af hele Kærgården-universet skal ses i en større kontekst. Vi er lykkedes med at relancere Karolines Køkken, og vi er lykkedes med at relancere Arla brandet. Kærgården er ligesom det sidste brand, vi mangler at få back on track, og det er det, vi gør nu, slutter Jakob B. Knudsen.
Se den nye film her og gense en af de klassiske ”Brød elsker Kærgården”-film derunder.
Lidt facts om den nye film
- Instruktøren Kasper Wedendahl er en af Danmarks mest prisbelønnede reklamefilms-instruktør
- Den kreative konceptudvikler på denne film, Henrik Tvilling, er den samme som i slutningen af 90’erne var med til at udvikle det første univers med ”Brød elsker Kærgården” – dengang “Brød tænker kun på Kærgården”.
- Bag 3D/effektarbejdet står et hold af computergrafikere og animatorer fra flere lande; Brasilien, Luxemborg, Litauen, Egypten, Frankrig, Sverige, USA og Dan-mark.
- Det har i alt taget 3 måneder for 10 mand at lave animationen og effekterne.
- Det er brugt computerkraft fra over 150 computere. Så hvis en enkelt computer alene skulle have klaret opgaven, havde det taget 45.000 minutter, eller 31 døgn, at beregne en 40 sek. reklame film.
- Hunden hedder Brutus og er 3 år gammel. Den er gammel Søndermarken højdespringermester, men var ikke i hoppehumør, den dag filmen blev optaget, så det tog 2 timer og en hel bakke friske frikadeller, før der var et brugbart skud i kassen.
- Brødristeren er lavet rigtigt, dog med lidt hjælp fra nogle special effects folk og lidt røg og ild-pulver
- Hele live-action delen er skudt over 2 dage med body-double brød. Det var et krav fra stjernekaraktererne, som var bange for at blive tørre og kedelige i krummen pga. varmen på filmsettet.
- Da det var varmest i studiet, var temperaturen over 42°.
- Brødene har haft 5 forskellige slags øjne, før man fandt den rigtige størrelse, form og udtryk.
- Croissanten Frederik er baseret på en virkelig person, der er lige så flamboyant og passioneret som sit animerede modstykke…