Markedsføring skrev i nummer 3, 2007 om, hvordan Arla har ændret deres marketingorganisation. Og som en direkte konsekvens af, at Arla har samlet sine forskellige skandinaviske afdelinger for udvikling, salg og markedsføring i én organisation for hele Norden, lancerer mejerigiganten to nye svenske oste. Eller som Arla skriver i en pressemeddelelse. ”Som et led i den fællesnordiske strategi og som følge af forbrugernes interesse for kvalitetsfødevarer lanceres den svenske favoritost Kvibille nu i Danmark”. Osten lanceres i marts i to varianter: Kvibille Herrgård og Kvibille Präst.
Ifølge Rolf Bonde Petersen, der er chef for forretningsområdet gul ost i den nye organisation, Consumer Nordic, er de Kvibille-oste, der nu kommer til Danmark, nogle af de fornemmeste repræsentanter for den svenske ostetradition. Han mener, at timingen er helt perfekt i forhold til forbrugernes ønsker.
– Vi ser en stigende efterspørgsel efter kvalitetsfødevarer, samtidig med at det nordiske køkken vinder frem som en stærk trend indenfor madlavning, hvor topkokkene dyrker de nordiske traditioner og de nordiske råvarer. Her står vi utrolig godt med vores sortiment og med rødder i både Danmark og Sverige, siger han. MSOL