Snart bliver det sommer, og det betyder forhåbentlig masser sol, strand og en anledning til at spise is.

Den danske mejerigigant Arla har således valgt at tage forskud på glæderne ved at lancere en ny yoghurtis i samarbejde med Premier Is.

Den nye is er opkaldt efter Arlas yoghurt-brand og får navnet Yoggi Frozen.

Isen er inspireret af fro-yo-bølgen, som det seneste år er skyllet ind over Danmark og er fremstillet på en Yoggi yoghurt-base af sødmælk og med et frugtovertræk lavet af frisk frugt. Og med sine kun 67 kalorier er ispinden naturligvis tiltænkt som et kalorielet alternativ til andre istyper.

Arla i fryseren

– Yoggi Frozen er frem for alt et naturligt og ærligt produkt og er et produkt, som både vi og Premier Is har glædet os til at præsentere for danskerne. Nu er en lettere isvariant tilgængelig for alle og vi glæder os til at se, hvordan danskerne tager imod en is med Arla som afsender, siger Jakob Knudsen, marketingdirektør i Arla.

Samrbejdet har naturligvis betydet, at mejerigiganten undervejs har fået tilført en ekspertviden fra Premier Is.

– Yoggi Frozen er et godt billede på, hvor givende det kan være, når to fødevarevirksomheder som Premier Is og Arla arbejder sammen.Forbrugerne lægger vægt på god smag og kvalitetsråvarer, når de køber is, og det gør Yoggi Frozen til et oplagt valg i sommervarmen, fortæller Mogens Jønck, adm. direktør i Premier Is.

Den nye yoghurt ispind er at finde på iskortet hos danske kiosker og tankstationer fra uge 13 og lander i supermarkedernes frysediske i uge 16. Og bliver desuden lanceret i et 800 ml. bæger.