Som et led i satsningen på det nordiske mejerimarked vil Arla Foods overtage det finske mejeriselskab Ingman Foods Oy Ab. Arla overtager
foreløbig 30 procent af aktierne med en option på de resterende 70 procent, oplyser selskabet.
I den kommende tre års periode har Arla ret til at købe den resterende aktiepost. Den trinvise overtagelse for et ukendt beløb skal garantere
driften, engagementet hos medarbejderne og kontinuiteten i relation til forbrugerne.
Koncerndirektør Hans-Åke Hammerström siger, at mejeriindustrien bliver stadig mere international, og det kræver nye samarbejder.
– Derved kan vi opfylde både forbrugernes og forhandlernes ønsker om et bredere sortiment og en større valgfrihed samt andelshavernes behov for sikker afsætning af mælken, siger Arla-chefen. /ritzau/